
Den historiske brandstation på Ny Munkegade i Aarhus skal snart ikke længere huse brandkøretøjer og brandfolk. Den erstattes af en ny brandstation på Sydhavnen, og desuden etableres der en ny station på Østjyllands Brandvæsens administrative hovedsæde på Bautavej i den vestlige del af Aarhus.
Byrådet i Aarhus har vedtaget det nye budget, som indebærer, at Østjyllands Brandvæsen fra 2027 får 14 mio. kr. ekstra om året til leasing, renter og afdrag i forbindelse med en styrkelse af det aarhusianske beredskab. Aarhus Kommune giver samtidig en lånegaranti på 209 mio. kr.
Det, som forligspartierne er blevet enige om, er at godkende fase 3 i Østjyllands Brandvæsens udviklingsplan. Den indebærer bl.a., at der etableres to nye brandstationer på Sydhavnen og på Bautavej samt indgås leasingkontrakter for køretøjer. Samtidig fraflyttes brandstationen på Ny Munkegade, og bygningerne vil fremover kunne sælges til byudvikling – både til boliger og erhverv.
De to tidligere faser i udviklingsplanen er allerede implementeret eller er under implementering. I fase 1 blev døgnbemandingen i Aarhus bl.a. løftet fra 16 til 18 brandfolk, og i fase to får brandvæsenet fra 1. januar 2026 så løftet bemandingen i Aarhus fra 18 til 24 brandfolk på døgnvagt.