Fik hæderslegat for at have reddet hel børnehave fra flammerne

Personalet i daginstitutionen Dammen i Greve har modtaget hæderslegatet fra Danske Beredskaber. Gitte Gravesen og Lene Annette Nielsen er ansatte i Dammen, og de modtog legatet på vegne af personalet, som snarrådigt reddede børn og deres egen arbejdsplads fra at blive opslugt af flammer.

Uheldige omstændigheder gjorde, at der opstod brand i et skur i maj 2017. Skuret stod lige op ad daginstitutionen Dammen i Greve, og her udviklede dagen sig hurtigt til en test af personalets evner til at reagere hurtigt og beskytte alle børnene.

”En nabo kom løbende og fortalte, at det brændte i vores skur, og straks fik vi travlt”. Sådan starter Gitte Graversen fortællingen. Hun er ansat i institutionen og fik igangsat evakueringen af de mange børn. ”Da vi kigger ud, kan vi se, at det allerede brænder kraftigt i skuret. Der sker mange ting samtidig. Børnene evakueres ud til legepladsen, Lene kommer med en brandslukker fra køkkenet, og vi er flere, som begynder at rulle brandslanger ud fra bygningen, mens der er én, der ringer 112”.

Børn var evakueret ved brandfolkenes ankomst

På brandstationen modtages alarmen med en melding om ”brand i daginstitution”.

”Vi kunne se røgsøjlen over hustagene, allerede da vi kørte ud fra brandstationen. Få minutter efter ankom vi til adressen og kunne se personalet, der kæmpede imod flammerne”, fortæller Elias Samsø Larsen, der er indsatsleder i Østsjællands Beredskab.

Ved beredskabets ankomst var børnene evakueret, og en brandslukker og to brandslanger i brug for at standse flammerne fra at sprede sig til selve hovedbygningen. Det er beredskabets vurdering, at branden hurtigt ville have spredt sig til hele daginstitutionens hovedbygning, hvis ikke personalet havde brugt brandslangerne.

”Der var sodskader på facaden, og flere ruder var knuste. Der er ingen tvivl om, at personalet reddede en hel daginstitution. De handlede resolut og med stort mod. Det er jeg fuld af beundring over, og derfor var vi i beredskabet heller ikke i tvivl om, at de skulle indstilles til denne pris”, siger Elias Samsø Larsen.

Fortjener hyldest for heltemodig indsats

”Vi er glade for og stolte over at kunne uddele Danske Beredskabers hæderslegat til mennesker, som gør en forskel. Personalet i Dammen leverede en helt særlig indsats, da de effektivt trådte til for at redde børnene ud og begrænse branden, og derfor fortjener de også en helt særlig hyldest for deres heltemodige indsats”, siger næstformand for Danske Beredskaber, Lars Robetje, der til daglig er beredskabsdirektør i Østsjællands Beredskab

Også fra personalets øverste chef, Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann, lyder der rosende ord. ”Jeg er pavestolt over vores medarbejdere, som både sørger for at børnene bliver reddet og føler sig trygge, samtidig med de redder en bygning. De er et eksempel for os alle sammen”, siger Pernille Beckmann.

Hæderslegatet tildeles personer, som har handlet ekstraordinært i en presset situation og derved reddet mennesker og værdier fra brand. Hæderslegatet uddeles en gang om året på Danske Beredskabers årsmøde.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure