Kommune: Beredskab skal kunne byde på kommunale serviceopgaver

Google Maps
Falcks brandstation i Greve. Arkivfoto.

Det fælleskommunale Østsjællands Beredskab skal have mulighed for at byde på kommunale serviceopgaver som f.eks. sygetransport og vagtordninger. Det besluttede et enigt flertal i Greve Byråd, der samtidig godkendte beredskabets oplæg til risikobaseret dimensionering. Politikerne i Greve ønsker dog, at der skal findes en ny model for kommunernes betaling til beredskabet.

Det er et enigt byråd i Greve, som nu står bag den nye plan for risikobaseret dimensionering af Østsjællands Beredskab, som dækker kommunerne Greve, Solrød, Vallensbæk. Ishøj, Roskilde, Stevns, Køge og Høje-Taastrup.

Politikerne i Greve lagde vægt på, at responstiden for brandkøretøjerne fremover skal være lige så god som nu, og at indsatserne skal være mere effektive. Beredskabet skal således drives effektivt, uden at man dermed går på kompromis med sikkerheden. Det fremgik af debatten i byrådet mandag aften, hvor et enigt byråd godkendte en ny plan for beredskabet. Planen skal både sørge for at beredskabets økonomi balancerer, og at borgerne kan føle sig sikre.

Vil betale mindre

Samtlige partier i byrådet blev enige om, at Østsjællands Beredskab skal finde en bedre model for hvad kommunerne skal opkræve, da nogle kommuner betaler væsentligt mindre pr. indbygger end for eksempel Greve Kommune gør.

Politikerne besluttede desuden i enighed at give beredskabet mulighed for at byde på nye opgaver som kommunal kørsel og vagtordninger. Derudover bestemte de, at beredskabets administrative medarbejdere og de civile køretøjer skal gennemgås en ekstra gang for at se, om der kan spares penge.

Annonce