Novo-direktør bliver ny topchef for Falck

Bestyrelsen i Falck har udnævnt den 50-årige Jakob Riis til ny adm. direktør i Falck. Jakob Riis tiltræder stillingen den 1. maj 2017. Han er forstkandidat fra Landbohøjskolen og har desuden en ph.d i økonomi og statistik fra Københavns Universitet, og han har siden 1996 været ansat i Novo Nordisk, hvor han i 2016 blev ansvarlig for medicinalkoncernens aktiviteter i USA. 

Jakob Riis afløser Allan Søgaard Larsen, der efter 12 år som øverste chef for Falck blev fyret i december 2016.

”Jeg er meget glad for at kunne præsentere Jakob Riis som ny administrerende direktør. Han har alle de kvaliteter og kompetencer, som Falck har brug for til at skabe et solidt udgangspunkt for fremtiden. Hans lederegenskaber er i verdensklasse, han har vist at han kan eksekvere og levere en ambitiøs og profitabel vækstagenda, og han har en stærk international baggrund. Han kommer fra en verden hvor det også handler om mennesker og om at forbedre – eller endda redde – liv”, siger Peter Schütze, der er bestyrelsesformand i Falck.

“Falck er godt på vej mod at blive et globalt selskab, men vil altid være et nærmest ikonisk selskab med dybe rødder i Danmark. Jeg er meget motiveret af Falcks værdier og mission og ser frem til at lede selskabet gennem en transition, hvor vi vil stile efter at sætte nye standarder inden for alle vores forretningsområder. Jeg glæder mig til at bygge en stærk fremtid for hele Falck, vores kunder, partnere og ejere”, siger Jakob Riis.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure