Region Hovedstaden og Region Sjælland har sendt en fælles aftale om skadeservice i udbud. Aftalen har en anslået værdi på 69 mio. kr. og omfatter blandt andet indsats ved vandskader, sanering efter skybrud, rengøring og desinficering. Den nye aftale skal videreføres af Region Østdanmark, når de to regioner sammenlægges ved årsskiftet.
Region Hovedstaden og Region Sjælland har iværksat et fælles udbud af skadeservice med en samlet anslået kontraktværdi på 69 mio. kr. eksklusive moms. Udbuddet er opdelt i to delaftaler, hvor Region Hovedstadens del har en anslået værdi på 46 mio. kr., mens Region Sjællands del er på 23 mio. kr. Bornholm er ikke omfattet af udbuddet.
Skadeservicen omfatter blandt andet reparation og vedligeholdelse af bygningsinstallationer, miljøoprensning, rengøring, desinficering og skadedyrsbekæmpelse.
Regionerne stiller krav om, at leverandørerne har erfaring med skadeservice på hospitaler, psykiatriske centre eller andre sundheds- og plejeinstitutioner. De skal blandt andet kunne dokumentere erfaring med udrykning til vandskader, sanering efter skybrud samt sanering efter forurening fra dyr eller mennesker, eksempelvis blod og afføring.
Aftalen kan forlænges til fire år
De nye aftaler skal efter planen træde i kraft den 15. december 2026 og løbe i to år med mulighed for forlængelse i yderligere to år. Den samlede maksimale kontraktværdi er fastsat til 104 mio. kr.
Når Region Hovedstaden og Region Sjælland den 1. januar 2027 bliver sammenlagt til Region Østdanmark, overtager den nye region alle rettigheder og forpligtelser i kontrakterne.
Ved vurderingen af tilbuddene vægter prisen 40 pct., mens kvaliteten vægter 60 pct. Kvalitetsvurderingen omfatter blandt andet leverandørernes besvarelse af en konkret opgave samt bæredygtighed.
Tilbudsfristen er den 12. november 2026.