Stor rammeaftale om indkøb af brandkøretøjer i udbud

En ny rammeaftale om indkøb af brandkøretøjer til de statslige og kommunale beredskaber er nu i udbud. Aftalen løber i to år med mulighed for forlængelse i yderligere to år, og den giver landets brandvæsener mulighed for at undgå udbud, hvis de ønsker at indkøbe fire forskellige typer af autosprøjter og tankvogne. Der ventes at blive indkøbt materiel for op til 42 mio. kr. på rammeaftalen.

Det er Beredskabsstyrelsen, som har sendt rammeaftalen i udbud. Den omfatter fire forskellige kategorier af køretøjer: Autosprøjter, tanksprøjter (5.000 l. tank) og tankvogne (med hhv. 8.000 og 13.000 l. tank).

Slipper for udbud

Både Beredskabsstyrelsen selv, Forsvaret og samtlige kommunale beredskaber vil have mulighed for at benytte rammeaftalen, når de skal indkøbe autosprøjter og tankvogne. Dermed kan de undgå selv at skulle gennemføre udbud.

Beredskabsstyrelsen vurderer, at der over en periode på fire år vil blive indkøbt køretøjer for mellem 35 og 42 mio. kr. gennem rammeaftalen.

Der er tilbudsfrist den 3. september 2018.

Annonce