
Kræftrisiko: Arbejdstilsynet skal besøge alle landets brandstationer i år
Når det gælder brandfolk og den mulige kræftrisiko ved arbejdet, så har Arbejdstilsynet vejledt og informeret i tilstrækkeligt omfang i takt med nye undersøgelser om mulig kræftrisiko på området. Det konkluderer Arbejdstilsynet i hvert fald selv i en ny redegørelse, som er udarbejdet i samarbejde med Arbejdsskadestyrelsen. Men samtidig iværksætter myndighederne nu en række nye initiativer, der sætter yderligere fokus på brandfolks arbejdsmiljø – blandt andet skal Arbejdstilsynet inden udgangen af 2013 gennemføre tilsyn med alle brandstationer, ligesom der på forsøgsbasis i en periode på et halvt år skal føres tilsyn ved store brande.