Firehjulstrækker klarer politiets opgaver på Fanø

Foto: Rigspolitiet

Når ens arbejdsplads er en 56 kvadratkilometer stor sandrevle, har man brug for et køretøj ud over det sædvanlige. På Fanø har politiet derfor en af korpsets eneste firehjulstrækkere, der ikke lader sig kue af vind, vejr eller Vesterhavet. Fanø har omkring 3.500 indbyggere, og omkring en tredjedel af øen består af strand.

Politibetjenten på Fanø, Chris, forklarer, at vejret gør, at øen ændrer sig hele tiden:

”På vestkysten er der hårde vinde, der gør, at naturen ændrer sig fra dag til dag eller fra uge til uge. Stranden kan være alt fra tyve meter til halvanden kilometer bred. Den kan være fuldstændig flad, men kan også være fyldt med sanddyner, vandhuller og -udløb, og det gør, at politiet har brug for en firehjulstrækker for at komme fra nord til syd”.

Den lokale patruljevogn, en Toyota Landcruiser, bruges til alle politiopgaver, men ved redningsaktioner og eftersøgninger i skov, klitter og strand kommer bilen til sin ret. Her kan Chris køre noget længere ud end, hvor vandet står, og det er praktisk, for Fanøs lumske tidevand gør, at folk kan blive overraskede og taget af vandet. Bilen kan også køre i klitterne og øens skovområder, hvor politiet af og til leder efter forsvundne personer, oplyser Rigspolitiet. ¨

Effektiv ved søredninger

Ved eftersøgninger af børn har bilen været meget vigtig, da den giver mulighed for at køre fra stranden ind i klitterne og få overblikket. Ved søredninger hvor politiet samarbejder med både brandvæsenet og søværnet, er Chris ofte indsatsleder, og derfor er Fanøs Landcruiser udstyret med radioudstyr, så han kan kommunikere med alle, der er involveret i redningen.

På den måde har Chris sin helt egen politistation ved hånden hele tiden – uanset om han er på kontoret eller i bilen.

Foto: Rigspolitiet

Annonce