Politiet indstiller to førstehjælpere til belønning

Onsdag oplevede en politipatrulje fra Østjyllands Politi, at fem førstehjælpere ydede en stor indsats i forbindelse med et hjertestop i Aarhus. Da patruljen ankom til stedet, var to førstehjælpere i gang med hjerte-lunge-redning, og umiddelbart efter ankom tre hjerteløbere med hver deres hjertestarter. De to førstehjælpere, der gav livreddende førstehjælp, bliver nu indstillet til en dusør.

Kl. 9.31 onsdag morgen fik Østjyllands Politi et 112-opkald om, at en mand var faldet om med hjertestop på Paludan Müllers Vej i Aarhus Nord. Der blev straks sendt både en politipatrulje og en ambulance til stedet.

”Patruljen kørte så hurtigt, de kunne, og da de kom frem, stod der flere personer omkring manden, og midt i mængden var en 21-årig mand og en 41-årig kvinde allerede i fuld gang med at yde hjerte-lunge-redning på ham”, beretter Østjyllands Politi – og fortsætter:

”En af vores betjente spurgte: ’Er der nogen der ved, hvor der er en hjertestarter?’, men inden nogen nåede at svare, kom tre personer, uafhængigt af hinanden, løbende med hver sin hjertestarter i favnen. Det viste sig, at de alle var hjerteløbere, der via deres ’Hjerteløber’-app havde modtaget besked om, at en person i nærheden havde fået hjertestop”.

Hjertestarterne kom dog aldrig i brug, da ambulancen samtidig nåede frem og overtog fra de to personer, der havde holdt mandens hjerte i gang.

”De har formentlig været med til at redde hans liv, og vi vil nu indstille dem begge til en dusør som tak for deres store indsats”, lyder det fra Østjyllands Politi.

Annonce