Seks bilister står til bøder for at filme færdselsuheld

Arkivfoto

Seks bilister står hver til en bøde på 1.500 kr. og et klip i kørekortet, efter at de mandag brugte deres mobiltelefoner til at filme et alvorlig færdselsuheld ved Hedensted. Politiet understreger, at det også er både etisk og sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at filme ulykker. 

Sydøstjyllands Politi var mandag til stede ved et alvorligt færdselsuheld på motorvejen ved Hedensted. Der var flere alvorligt tilskadekomne, så derfor var der mange politibiler, ambulancer og en helikopter på stedet.

“Et sådan alvorligt færdselsuheld skaber naturligvis kø på motorvejen. Det gør det i den retning hvor uheldet er sket, men desværre også i den modsatte retning, fordi der opstår såkaldt ’kiggekø’. Det er uheldigt, at hastigheden nedsættes så kraftigt, fordi det skaber farlige situationer med hårde opbremsninger. På den måde opstår der risiko for nye færdselsuheld. Det skete heldigvis ikke i mandags, men vi opfordrer kraftigt til at holde fokus på kørslen i egen retning og IKKE stoppe op og nedsætte farten for at se på uheldet i modsatte kørselsretning”, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Filmede andre mennesker i sårbare situationer

“Ikke nok med at hastigheden blev kraftigt nedsat i modsatte kørselsretning, så kunne vi desværre også konstatere, at flere bilister havde travlt med at filme uheldet med mobiltelefon. Det er bare IKKE i orden af flere grunde. Det er først og fremmest ulovligt at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Herudover er det også farligt og fjerner fokus på trafikken. Etisk set mener vi heller ikke, at det er i orden at filme andre mennesker i en så sårbar situation, og hvor de er ude af stand til at sige fra. Så hvad enten man er fører eller passager i en bil, så hold telefonen væk, og vær taknemmelig for ikke selv at være involveret i uheldet”, meddeler politiet.

Ifølge Sydøstjyllands Politi skrev man sager på seks personer for ulovlig brug af mobiltelefonen, da de filmede, mens de kørte forbi uheldet. Det ender typisk i en bøde på 1.500 kr., et klip i kortet og 500 kr. til Offerfonden.

Annonce