Specialtrænede politihunde skal snuse efter spor til vands

Foto: Fyns Politi

Da den svenske journalist Kim Wall blev slået ihjel på en ubåd i 2017, var det blandt andet takket være svenske lighunde, at politi fandt frem til ligdelene i Øresund. Efterfølgende blev det besluttet, at også det danske politi skulle have specialtrænede hunde til søgning i vand. Derfor træner patruljehundene Basse og Cody fra Fyns Politi i øjeblikket snuderne benhårdt for at blive dygtige i helt nye omgivelser.

En vandsøgshund specialtrænes til at søge efter spor i vandet samt til at arbejde i et maritimt miljø, hvor hunden også skal kunne arbejde på både til havs. De nye vandsøgshunde skal bruges ved akutte operative indsatser, såsom mistanke om drukneulykker og mistanke om drab. Men hundene skal – udover at finde personer – også trænes til at finde narkotika og våben, der er gemt i vand.

I det daglige er de to hunde Basse og Cody fra Fyns Politi vant til at snuse sig frem til spor på land, men nu skal de også kunne snuse efter spor til vands. Hundene er nemlig blevet udvalgt som vandsøgshunde. Når hundene og hundeførerne bliver færdige på uddannelsen, bliver de en del af et udrykningsteam, som skal kunne bistå ved operative indsatser til vands i hele landet.

Hunde skal bestå en række delprøver

”Både hund og hundefører skal have stor erfaring og besidde høje faglige kompetencer, for at komme i betragtning. Derfor er vi meget stolte over, at Fyns Politi har fået tildelt to vandsøgshunde fra vores hundepatrulje”, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der er leder af Hundeafdelingen i Fyns Politi.

”Uddannelsen består hovedsageligt af, at vi selv træner med hundene. Undervejs skal de løbende bestå en række delprøver, hvor de kvalificerer sig til at fortsætte uddannelsen. Vi glæder os meget til, at hundene efter endt uddannelse kan bidrage til vores arbejde på vandet, hvor de uden tvivl bliver en uvurderlig styrke i vores operative indsatser”, siger Jesper Schmidt-Nielsen.

Annonce