Stor beredskabsøvelse i Nordjylland

Torsdag eftermiddagen afholder en række nordjyske myndigheder en større beredskabsøvelse, hvor de forskellige dele af beredskabet testes i et realistisk øvelses-scenarie. I øvelsen deltager Nordjyllands Beredskab, Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Den Præhospitale Virksomhed, Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland og Aalborg Kommunes Miljøvagt.

Øvelsen foregår på og omkring Port of Aalborg i Vodskov, og Nordjyllands Politi understreger, at borgerne altså ikke behøver at blive bekymrede, hvis de oplever udrykningskørsel i området, mens øvelsen pågår. For øvelsen, at der vil være en lang række udrykningskøretøjer, indsatspersonel samt diverse udstyr synlig i området omkring Port of Aalborg.

”Vores arbejde i området kan komme til at larme lidt, da vi har mange styrker indsat, og der kan også opstå enkelte forstyrrelser af trafikken i området som følge af vores køretøjer, der skal frem og tilbage. Men vi håber på borgernes forståelse for, at vi jævnligt afholder øvelser. Vi træner ikke for at genere nogen. Tværtimod. Vi træner for at holde færdighederne knivskarpe, hvis det en dag pludselig skulle blive alvor, og der er brug for vores indsats” siger Kenneth Sloth, der er øvelsesansvarlige, politiassistent og indsatsleder ved Nordjyllands Politi.

Deltagerne bliver udfordret i betydelig grad

Øvelsesledelsen kan ikke løfte sløret for detaljerne, da det jo netop handler om træning og øvelse af kollegerne i de forskellige beredskaber – og det er vigtigt, at man ikke kender alle enkelthederne på forhånd, således at læringen kan blive optimal.

”Jeg kan kun sige, at vi har skruet et øvelsesscenarie sammen, der gør, at deltager bliver udfordret i betydelig grad på flere parametre. Formålet er, at vi får afprøvet og vurderet enhedernes indsats og ikke mindst myndighedernes samspil – for et velfungerende samarbejde på tværs er enormt vigtigt, når sådanne hændelser skal håndteres”, forklarer Kenneth Sloth.

En lang række myndigheder deltager i øvelsen: Nordjyllands Beredskab, Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Den Præhospitale Virksomhed, Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland og Aalborg Kommunes Miljøvagt. Derudover deltager Hjemmeværnet også med et større antal figuranter, der skal være med til at give øvelsen et realistisk præg.

Myndighederne evaluerer efterfølgende øvelsen og uddrager relevant læring, der således kan integreres i arbejdet frem over.

Øvelsen forventes at slutte i løbet af aftenen.

Annonce