Alvorlig ambulanceulykke i Vejle

En ambulanceredder er kommet slemt til skade, mens en anden redder har brækket armen, efter at en ambulance natten til søndag kørte galt under en overhaling i Vejle. Den hårdest medtagne ambulanceredder blev ved ulykken fastklemt, og han måtte i helikopter flyves til Odense Universitetshospital. Meldingen er dog, at han ikke er i livsfare.

Ifølge TV Syd skete ulykken omkring kl. 00.50 i krydset mellem Bredstenvej og Vardevej i Vejle. Her ville ambulancens fører overhale en bil, man han mistede kontrollen over ambulancen, som kom for langt ud mod grøftekanten og til sidst væltede helt ned i grøften.

Ambulanceføreren blev klemt fast på førersædet og pådrog sig alvorlige skader. Efter være blevet frigjort, blev han fløjet til Odense Universitetshospital for at blive behandlet. Hans kvæstelserne er dog ikke livstruende, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Patienten, som befandt sig i bårerummet, da ulykken skete, havde heldet med sig og kom ikke alvorligt til skade. Redderen, der sad sammen med patienten, slap med en brækket arm.

Ambulancen fra BIOS blev totalskadet ved ulykken.

Annonce