
Den 1. januar 2027 bliver Region Hovedstaden og Region Sjælland lagt sammen til en ny Region Østdanmark. Det får også betydning for ambulanceredderne i de to regioner, for på flere områder er der forskel på deres kompetencer og delegationer. En fælles arbejdsgruppe skal overveje, i hvilket omfang der skal ske tilretninger eller ensretninger af kompetencer og delegationer.
Når danskerne går til regionsvalg i november 2025, så skal de vælge et nyt regionsråd for Region Østdanmark. Regionsrådet skal frem til udgangen af 2026 fungere som et forberedelsesudvalg, indtil Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen, og fra 1. januar 2027 bliver forberedelsesudvalget til et nyt regionsråd for den nyetablerede region.
I Region Hovedstaden og Region Sjælland er der forskel på, hvilken efter- og vedligeholdelsesuddannelse det præhospitale personale skal have, da der er forskel på, hvordan opgaver og kompetencer delegeres. Det skyldes, at der er forskel på, hvordan den præhospitale virksomhed er indrettet i de enkelte regioner, f.eks. af hensyn til logistik, infrastruktur og befolkningstæthed samt køretid til hospitaler.
Paramedicinere står for overflytning af patienter
En væsentlig forskel er, at Region Sjælland i 2016 besluttede at omorganisere interhospital transport, hvor patienter skal overflyttes til behandling på andet sygehus. Her blev der tilrettelagt en supplerende uddannelse for paramedicinere. Uddannelsen kaldes Advanced Paramedics (APM), og målet var at løfte sundhedsberedskabets indsatsniveau og give paramedicinere kompetencer, der i andre regioner løses af akutlæger, specifikt i forbindelse med overflytningen af patienter.
I Region Hovedstadens Akutberedskab er der derimod altid en læge fra akutlægebilen med i forbindelse med interhospitale transporter af kritisk syge og intensive patienter. Dermed er der ikke behov for paramedicinere med disse delegerede kompetencer. Region Hovedstaden har til gengæld andre specialistfunktioner (f.eks. TEMS, akutbiler og Sociolance), hvor paramedicinere har særlige kompetencer delegeret efter behov i opgaveløsningen.
Arbejdsgruppe skal se på organisering og delegationer
I forbindelse med forberedelser til etableringen af Region Østdanmark er der derfor nedsat en fælles arbejdsgruppe på tværs af Region Hovedstadens og Region Sjællands præhospitale virksomheder, som bl.a. kortlægger nuværende organisering, praksis og delegationer.
Dette arbejde skal danne grundlag for fremtidens organisering af det præhospitale område i den kommende Region Østdanmark.
I den forbindelse vil der også være overvejelser om fremtidige tilretninger og ensretninger af kompetencer og delegationer.