Samarbejde skal give mulighed for førstehjælp over grænsen

Samariterforeningerne ASB Ortsverband i Tyskland og Dansk Folkehjælp i Holeby vil forene kræfterne på tværs af grænsen. Projektet Beltsamariter skal uddybe samarbejdet mellem foreningerne og de frivillige, der er aktive i Femernbæltregionen, således at der kan stilles med et fælles samarit-beredskab ved større arrangementer, koncerter eller sportsbegivenheder.

Projektet samler to samariterforeninger, som historisk bygger på et fælles grundlag. På trods af fælles rødder har begge foreninger imidlertid udviklet sig forskelligt, hvor de hver især har udviklet særlige arbejdsformer, som de nu vil dele med hinanden.

Målet er at kunne stille med et fælles samarit-beredskab ved større arrangementer, koncerter eller sportsbegivenheder i Femernbæltregionen. Der skal rekrutteres frivillige, der skal yde førstehjælp, men de frivillige skal også uddannes i henholdsvis dansk og tysk, samtidig med at de får større viden og indsigt i hinandens kulturer.

Projektet modtager 2,8 mio. kr. i medfinansiering fra EU’s INTERREG IVA-program.

Annonce