
Efter at ambulanceoperatøren PreMed har opsagt kontrakten med Region Nordjylland fra 1. april 2027, har regionen nu sendt ambulancekørslen i omkring 40 pct. af Nordjylland i udbud. PreMed har tidligere tilkendegivet, at de forventer at byde på opgaven. Der forventes at blive truffet afgørelse om tildeling af kontrakt senest i 1. kvartal 2026.
Udbudsmaterialet for den fremtidige ambulancedrift i Thy, Mors, Himmerland og Han Herred samt den liggende patienttransport er nu blevet offentliggjort.
Det sker, efter at den ambulanceoperatøren PreMed har opsagt kontrakten med Region Nordjylland fra 1. april 2027. Derefter besluttede regionen tidligere i år at sende opgaven i udbud igen.
”Vores samarbejde med PreMed har været godt, men nu skal vi ud at undersøge markedet for mulige nye leverandører. Vi håber, der vil være stor interesse for at byde ind på ambulancedriften, og vi ser frem til at modtage tilbud den kommende tid”, siger Pia Buus Pinstrup (K), der er formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Regional drift skal ikke i udbud
De to områder, som Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland driver – Vendsyssel og Aalborg – fortsætter uændret i regionalt regi og sendes ikke i udbud.
Udbudsprocessen kommer til at løbe resten af året, og det forventes, at der træffes afgørelse om tildeling af kontrakten senest i 1. kvartal 2026. Samtidig vil der blive lavet en regional kontrolberegning, som gør, at regionsrådet kan sammenligne tilbud fra private operatører med regional drift efter de samme principper.
Ved udbuddet anvendes en fleksibel kontraktform, hvor kontrakten løber fem år ad gangen med mulighed for opsigelse senest to år før en driftsperiodes udløb.