1.322 alarmopkald, 943 ambulanceudrykninger og 82 fyrværkeriskader

Regionernes AMK-vagtcentraler modtog nytårsaften og -nat i alt 1.322 sundhedsfaglige 112-opkald, og det resulterede i 943 ambulanceudrykninger. De 82 af udrykningerne var til fyrværkeriskader, og ifølge den seneste opgørelse fra regionerne er ni personer blevet indlagt på hospitalernes øjenafdelinger med alvorlige fyrværkeriskader – og to af de indlagte mister synet på deres ene øje.

I år var det første gang, at nytårets sundhedsfaglige 112-opkald skulle visiteres på regionernes AMK-vagtcentraler, og i tidsrummet fra kl. 18 nytårsaften til kl. 06 nytårsdag modtog de fem vagtcentraler tilsammen 1.322 sundhedsfaglige 112-opkald, fordelt med 549 i Region Hovedstaden, 287 i Region Syddanmark, 235 i Region Midtjylland, 153 i Region Sjælland og 98 i Region Nordjylland.

De mange 112-opkald resulterede på landsplan i 943 ambulanceudrykninger, der fordelte sig med 373 i Region Hovedstaden, 194 i Region Syddanmark, 146 i Region Midtjylland, 133 i Region Sjælland og 97 i Region Nordjylland. Hertil kommer, at akut- og lægebiler rykkede ud næsten 200 gange, mens der blev udført små 180 liggende sygetransporter.

Mens der altså var nytårs-premiere for AMK-vagtcentralerne, så fik den fælles midt- og nordjyske akutlægehelikopter ikke en tilsvarende premiere. Vejrforholdene medførte nemlig, at helikopteren, der har base i Karup, ikke kunne flyve.

Regionernes ambulancer rykkede i nytårsdøgnet ud til godt 80 fyrværkeriskader. Der var i alt ni øjenskader, hvilket er færre end året før. En patient havde fået en så alvorlig øjenskade, at lægerne straks måtte fjerne øjet, mens en anden fuldstændig vil miste synet på det ene øje. Blandt de ni patienter med øjenskader er også en fem-årig pige, som stod i en døråbning, hvor hun blev ramt af en raket fra et batteri. Hun bevarer dog synet.

Annonce