Ved det seneste udbud af ambulancekørsel i Region Midtjylland valgte regionen en model, hvor 13 ambulancestationer skulle ejes af regionen og derefter stilles til rådighed for den ambulanceoperatør, som vandt udbuddet. Tanken var, at det skulle øge konkurrencen, fordi operatørerne slap for investeringerne. Men modellen havde ikke nogen effekt, og nu opgives den.
Region Midtjylland har besluttet at forlænge den nuværende kontrakt med Falck om ambulancekørsel i den vestlige del af regionen, således at kontrakten løber i yderligere fem år efter udløbet i december 2026.
I forbindelse med forlængelsen har Region Midtjylland og Falck forhandlet sig frem til en række ændringer i det præhospitale setup.
En af ændringerne er, at Falck selv overtager ansvaret for alle ambulancestationerne. I det oprindelige udbudsmateriale var det ellers forudsat, at regionen stillede udvalgte stationer til rådighed for ambulanceoperatøren. Formålet var at gøre det lettere for nye operatører at byde ind på kontrakterne. Tiltaget viste sig dog at have begrænset effekt på antallet af tilbudsgivere, men til gengæld har det i den daglige drift vist sig at være en uhensigtsmæssig konstellation. Derfor overtager Falck nu ansvaret for stationerne – og får dermed også ekstra betaling.
En anden ændring er, at regionen får mulighed for at tilkøbe en sygetransportenhed med overvågning. Baggrunden er, at regionen siden 2023 i samarbejde med Falck har afprøvet mulighederne for liggende sygetransport med overvågning. Formålet er at aflaste ambulancerne i en tid med strukturel mangel på ambulancepersonale, og i stedet lade sygetransporterne udføre opgaver med ikke-behandlingskrævende patienter med behov for monitorering. Der har været positive resultater og potentialer, og muligheden for at konvertere en sygetransportenhed til en sygetransportenhed med overvågning indarbejdes nu som et kontrakttillæg. Muligheden for tilkøb af sygetransport med overvågning træder allerede i kraft i den nuværende driftsperiode.
Udsigt til flere elkøretøjer
Med kontraktforlængelsen er det også aftalt at se på muligheden for at udskifte nogle sygetransportkøretøjer med eldrevne køretøjer. Aktuelt er regionen i gang med et forsøg med et eldrevet sygetransportkøretøj, og Falck har for nyligt opstartet ny kontrakt i Region Hovedstaden, hvor en del af sygetransporterne også er eldrevne. Når der er indhentet mere erfaring fra dette, besluttes det, hvor mange af Falcks sygetransportkøretøjer, som fra den næste driftsperiode bliver eldrevne.
For at sikre en mere optimal drift udskiftes ét af Falcks XL-sygetransportkøretøjer endvidere i den kommende driftsperiode med et almindeligt reservesygetransportkøretøj. Behovet for XL-køretøjer har vist sig at være mindre, end da udbudsmaterialet blev lavet i 2020, og til gengæld vil et almindeligt sygetransportkøretøj i højere grad understøtte behovet for ekstra bestillinger af liggende sygetransportenheder.
Slut med bod for mobiliseringstid
Endelig er det aftalt, at Falck og regionen går i dialog om mindre ændringer i opbygning af køretøjerne til den næste driftsperiode. Det sker for at sikre en tidssvarende opbygning af ambulancer, som understøtter et godt arbejdsmiljø for ambulancepersonalet. Der foretages desuden mindre ændringer i uniformerne.
På det mere administrative område er det aftalt, at regionen udnytter en option om fravalg af mobiliseringstidsbod. Regionen vil dog fortsat i samarbejde med Falck monitorere beredskabernes mobiliseringstider.