Akutlægebil holdt i garagen: Kunne måske have reddet 3-årigs liv

Arkivfoto: Thomas Voss

Siden den 31. juli 2016 har den bornholmske akutlægebil holdt i garagen, efter at den midlertidige bevilling udløb. Der er bevilget penge til en videreførelse af akutlægebilen, men først fra 1. november 2016. I weekenden kom den manglende akutlægebil muligvis til at koste en 3-årig dreng livet, da han blev ramt af et alvorligt astmaanfald. Region Hovedstaden bekræfter, at drengen ikke fik tidsnok lægelig behandling, fordi man ikke kunne sende en akutlæge. 

Akutlægebilen på Bornholm har været finansieret af særlige puljemidler fra Sundhedsministeriet, men efter at den seneste bevilling udløb, har akutlægebilen ikke været bemandet. Region Hovedstaden har efterfølgende atter fået puljemidler til akutlægebilen, men den bliver først bemandet fra 1. november 2016.

I lørdags døde en treårig dreng så på tragisk vis af et astmaanfald på Bornholm. Han blev hentet af en ambulance i hjemmet i Nexø og kørt de 30 kilometer til øens hospital i Rønne for at modtage akut behandling. Men ved ankomsten til hospitalet stod drengens liv ikke til at redde, skriver MetroXpress.

Akutlægebilen ville imidlertid have haft mulighed for at tilbyde specialiseret akutbehandling på stedet og på vej til hospitalet, og Peter Berlac, enhedschef for præhospital akutmedicin i Region Hovedstaden, bekræfter, at man nu undersøger sagen.

“Det er korrekt, at man ikke havde en akutlægebil til rådighed. Det betød, at det pågældende barn ikke tidsnok fik den lægelige behandling, han havde brug for. En præhospital akutlæge kan bedøve, intubere, respiratorbehandle og opstarte intensiv behandling på samme måde som på hospitalet”, siger Peter Berlac til MetroXpress.  Han understreger dog, at han ikke kan sige, om drengen ville have overlevet, hvis man havde haft akutlægebil i drift på Bornholm. “Men vurderingen og behandlingen af netop de mest kritisk syge og/eller tilskadekomne patienter er den præhospitale akutlæges specialistområde og kerneopgave”, tilføjer han.

Annonce