FOA: Politikerne spiller hasard med borgernes liv

Politikerne i Region Hovedstaden er tekniske barbarer, der tror, at man kan reducere antallet af ambulancer i København og smide 100 års erfaring med ambulancekørsel overbord uden at det vil få konsekvenser – og det er både dumt og naivt. Sådan lyder FOA’s karakteristik af resultatet af Region Hovedstadens udbud af ambulancekørslen. FOA organiserer de københavnske ambulancefolk, og fagforeningen frygter, at mange ambulancefolk nu vil søge andet arbejde.

“Det er vanvittigt, at det selskab, der har stået for ambulancetjenesten i mere end 100 år, og som har verdensrekorden i laveste responstid, ikke længere skal køre i København. Det kan kun betyde forringelser fremover for københavnerne”, siger Reiner Burgwald, der er formand for teknik- og servicesektoren i FOA.

“Jeg ved ikke, hvad politikerne har forestillet sig. Bare fordi man reducerer antallet af ambulancer, så er der jo ikke færre, der kommer til skade eller har brug for en ambulance – så måske skal københavnerne til at have en genvejsknap ikke bare til 112, men også til nærmeste taxa-selskab”, siger Reiner Burgwald og tilføjer: “Færre ambulancer vil også få negative konsekvenser for de ansatte. At være redder er et kolossalt fysisk og psykisk belastende arbejde, hvor man har brug for pauser, så man kan koble fra. Færre ambulancer og samme antal tilskadekomne vil betyde færre pauser og længere tid på gaderne. Og det siger sig selv, at det vil betyde en yderligere belastning for redderne”.

Reiner Burgwald frygter endvidere, at redderne vil søge andet arbejde. “Politikerne har ikke gjort virksomhedsoverdragelsesloven gældende. Det betyder, at de ansatte i dag ikke aner, om de bliver ansat i Samariten. De aner heller ikke, hvordan overenskomsten vil lyde. Med andre ord – man starter fra nul af. Jeg frygter derfor, at mange måske tænker, at det her orker jeg ikke, og derfor søger et helt andet arbejde”, siger Reiner Burgwald.

Annonce