Sydøstjyllands Brandvæsen sender driften af seks brandstationer i udbud med en samlet anslået værdi på 280 mio. kr. Udbuddet er opdelt i to kontrakter, hvor fem deltidsstationer udbydes samlet, mens brandstationen i Horsens udgør en selvstændig kontrakt. De nye kontrakter skal efter planen træde i kraft 1. januar 2028.
Det fælleskommunale Sydøstjyllands Brandvæsen har indledt et EU-udbud af det operative beredskab og driften af seks brandstationer. Udbuddet skal understøtte den risikobaserede dimensionering og det fastlagte serviceniveau i brandvæsenets ejerkommuner.
Den samlede anslåede værdi er 280 mio. kr. ekskl. moms. Udbuddet er opdelt i to delaftaler, og virksomheder kan byde på enten den ene eller begge.
Fem deltidsstationer udbydes samlet
Den første delaftale omfatter brandstationerne i Brædstrup, Tørring, Hedensted, Hornsyld og Juelsminde. Alle fem stationer er bemandet med deltidsbrandfolk, og Falck står i dag for driften.
Denne del af udbuddet har en anslået værdi på 112 mio. kr. ekskl. moms. Kontrakten indeholder desuden optioner på tre forskellige udviklingsplaner. Valget mellem udviklingsplan A, B og C afhænger af den politiske proces og godkendelse, og det forventes, at en eventuel option får virkning fra 1. januar 2028.
Kontrakten tildeles på baggrund af laveste pris. Tilbudsgiverne skal prissætte både basisydelsen og de forskellige optioner.
Horsens udgør særskilt kontrakt
Den anden delaftale omfatter brandstationen i Horsens, som i dag har både fuldtids- og deltidsbemanding. Brandstationen drives i dag af Horsens Kommune. Den anslåede værdi af denne kontrakt er 168 mio. kr. ekskl. moms.
For Horsens bliver det ikke alene prisen, der afgør konkurrencen. Pris vægter 45 pct., mens kvalitet samlet vægter 55 pct.
Inden for kvalitet lægges der især vægt på leveringssikkerhed, som vægter 35 pct. Derudover indgår vedligeholdelsesuddannelse og kompetenceudvikling med 10 pct., mens organisation og ledelsesstruktur samt kvalitetssikring og opfølgning hver vægter 5 pct.
Også kontrakten for Horsens indeholder optioner på tre udviklingsplaner, hvor det politisk skal besluttes, hvilken model der eventuelt skal iværksættes.
Mulighed for otte års drift
Aftalerne skal efter planen begynde 1. januar 2028. Den grundlæggende aftaleperiode er fire år, hvorefter parterne ved enighed har mulighed for at forlænge kontrakterne med yderligere fire år på aftalte vilkår.
Senest ved udgangen af kontrakternes tredje år skal der holdes et statusmøde om vilkårene for den videre kontraktperiode og en eventuel forlængelse.
For at kunne byde skal en virksomhed blandt andet have en årlig omsætning på mindst 6 mio. kr. og positiv egenkapital i de seneste to afsluttede og reviderede regnskabsår. Der stilles også krav om erfaring fra mindst én sammenlignelig kontrakt om kommunalt operativt redningsberedskab og brandslukning med en årlig værdi på mindst 10 mio. kr.
Fristen for at anmode om deltagelse i udbuddet er 26. oktober 2026.