Brandvæsen

Falck sælger sin station i Vordingborg til kommunen

Falck-stationen i Vordingborg bliver solgt først i det nye år, men Falck bliver boende med personale og køretøjer. Det afslørede stationsleder Jesper Hansen, da han i sin tale ved Falck i Vordingborgs nytårsparade fortalte om stationens fremtid, som længe har været uvis. Byrådet i Vordingborg havde i det for nylig udløbne års budget afsat midler til at bygge en ny, fælles redningsstation i kommunen, men da det i en periode så ud som om Falck ville miste ambulancekørslen i Region Sjælland til svenske Samariten, var der forståeligt nok fra Falcks side ingen interesse i eller behov for en ny station. Men nu bliver stationen altså solgt – til Vordingborg Kommune.

Præhospital

Iskold luft mellem alarmcentral og Region Hovedstaden

I dag blev Københavns Kommune og Region Hovedstaden enige om at etablere et nyt samarbejdsforum. Og det er der tilsyneladende hårdt brug for – i hvert fald har tonen mellem to centrale samarbejdspartnere i hovedstadens akutberedskab, Københavns Brandvæsens alarmcentral og Region Hovedstaden, udviklet sig til at være iskold. Det sker efter at regionen tilsyneladende systematisk placerer skylden for alle kritiserede ambulanceudrykninger hos alarmcentralen. Det har fået alarmcentralen til at karakterisere regionens udtalelser som “en frækhed”, og alarmcentralen har nu åbent meldt ud, at man mener, at Region Hovedstaden har for få ambulancer. Regionen beskylder til gengæld alarmcentralen for chikane.

Brandvæsen

Kommunal brandslukning på hele Djursland fra 2011

De to kommuner på Djursland – Syddjurs og Norddjurs – har haft brandslukningen i et fælles udbud, og resultatet er blevet, at kommunerne selv skal varetage al brandslukning fra 1. januar 2011. I dag er opgaven delt mellem et fælleskommunalt brandvæsen, der har seks stationer, og Falck, der har brandstationer i Hornslet og Rønde. Falcks tilbud på brandslukningen beskrives som væsentligt dyrere end kommunernes kontrolbud.