Falck vil kapre nye kunder blandt trafikofre

Siden 1. juli har Falcks ambulancetjeneste ikke længere haft ansvaret for frigørelse af fastklemte efter færdselsuheld, og derfor bliver der ikke længere sendt en redningsvogn fra Falck til færdselsuheld. Men i Region Syddanmark vil Falck i stedet begynde at sende en autohjælpsvogn med, når redningskorpsets ambulancer alarmeres til færdselsuheld. Årsagen er den intensiverede konkurrence på markedet for autohjælp, og Falck håber, at det nye tiltag vil give nye kunder blandt ofrene for færdselsuheld.

“Al konkurrence tages seriøst. Hvis ikke det er en Falck-bruger der er kørt galt, er det en mulig ny kunde. Vi synes, det er en god service. Hvis ikke folk vil bruge os, så har vi da været der”, siger Dorthe Rasmussen, der er redningschef i Falcks Region Syd, til Jydske Vestkysten.

Konkurrencen fører også til, at Falck er ved at genoplive det gamle vejservice-koncept. Fremover skal autohjælpsvognene nemlig i højere grad køre rundt på landevejene fremfor at holde i beredskab på stationen. Ideen er, at Falck på den måde skal komme i kontakt med bilister, der har problemer – og som ikke i forvejen er kunder hos Falck.

Annonce