Beredskabsstyrelsens direktør: Nyt forsvarsforlig styrker os

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Beredskabsstyrelsen får over de næste seks år i alt tilført 156 mio. kr., og det er en styrkelse, som ud fra et beredskabsfagligt perspektiv giver mening. Det konkluderer styrelsens direktør, Henning Thiesen, som fremhæver, at forsvarsforliget styrker Beredskabsstyrelsens kapacitet til at bistå de kommunale beredskaber og andre myndigheder ved langvarige eller komplekse indsatser.

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har i dag indgået et forsvarsforlig for perioden 2018-2023, som også omfatter Beredskabsstyrelsen.

På baggrund af bl.a. ekstreme vejrhændelser styrker forliget styrelsens operative kapacitet med ca. 125 ekstra værnepligtige pr. år, når forliget er fuldt indfaset. Der tilføres også ressourcer til krisestyring og materiel. Alt i alt styrkes det statslige redningsberedskab med 156 mio. kr. over forligets seks-årige periode.

Bedre rustet til at assistere andre

Med initiativerne i forsvarsforliget står Beredskabsstyrelsen bedre rustet til at assistere det kommunale redningsberedskab, politiet og andre myndigheder ved større hændelser og katastrofer, siger direktør Henning Thiesen.

”Igennem de senere år har vi været vidne til flere storme og stormfloder og andre voldsomme vejrhændelser, der har trukket store veksler på redningsberedskabet. Derfor giver det ud fra et beredskabsfagligt perspektiv mening at styrke Beredskabsstyrelsens kapacitet til at bistå det kommunale redningsberedskab og andre myndigheder ved langvarige eller komplekse indsatser”, siger Henning Thiesen.

Seks-årlig aftale er en fordel

Hidtil har politiske aftaler om Beredskabsstyrelsens økonomi og aktiviteter været omfattet af særlige forlig om redningsberedskabet. Det er første gang, Beredskabsstyrelsen er omfattet af et forsvarsforlig, og det er med det seksårige forlig også første gang, at styrelsen er omfattet af en så langvarig politisk aftale. Det ser direktør Henning Thiesen som en mulighed for at arbejde mere langsigtet.

”Nu kender vi de overordnede rammer for arbejdet de kommende seks år, og det giver et solidt fundament at tage afsæt i. Det skal vi udnytte til at sikre danskerne et endnu mere effektivt katastrofeberedskab i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgerne gennem operativt beredskab, forebyggelse, rådgivning og uddannelse”, siger Henning Thiesen.

Annonce