Borgerforslag om brandfolk har passeret 3.500 underskrifter

På kun en uge har 3.500 danskere skrevet under på et borgerforslag om, at brandfolk skal kunne blive screenet for kræft hvert halve år, samt at brandfolk skal kunne få erstatning for erhvervsbetinget kræft. Christina Veje Damgaard, der står bag forslaget, er da også optimistisk i forhold til, at forslaget vil nå de krævede 50.000 underskrifter, selv om der er lang vej igen.

Et borgerforslag skal indenfor et halvt år nå op på 50.000 underskrifter, hvis forslaget skal gå videre – og dermed skal behandles i Folketinget.

Borgerforslaget ”Med livet som indsats… Når erhvervsbetinget cancer rammer brandfolk” blev fremsat for en uge siden, men det har allerede passeret 3.500 underskrifter. Den store opbakning glæder forslagsstilleren, Christina Veje Damgaard, der er datter af Richard Damgaard Jensen. Han var beredskabsinspektør i Roskilde Brandvæsen og døde i november 2020 af kræft efter 40 år som brandmand.

”Da jeg for 3-4 uger siden indsendte forslaget til godkendelse inde på Christiansborg, havde jeg aldrig forestillet mig den bevågenhed, forslaget ville få. Jeg har opgivet at følge med i, hvor mange, der har delt budskabet, men jeg er taknemmelig for hver eneste gang. Jeg håber inderligt, at alle jer og pressen vil blive ved med at dele og eksponere, så Danmarks brandfolk kan få forbedret deres vilkår”, skriver Christina Veje Damgaard – og tilføjer:

”Der er lang vej til de 50.000 digitale underskrifter, men jeg tror på, at vi kommer i mål! Vi SKAL i mål!”

Annonce