Brandmand anholdt på vej til brand

Foto: Rigspolitiet

En brandmand fra Falck i Nakskov blev i sidste måned anholdt af politiet, mens han var på vej til udrykning, fortæller Lolland Falsters Folketidende. Anholdelsen fandt sted på Falck-stationen umiddelbart efter, at brandmanden var ankommet – tilkaldt af en brandalarm fra Volshave.

Idet han steg ud af sin bil for at slutte sig til de øvrige brandfolk, blev han overmandet, væltet ind mod en anden brandmands bil og derpå erklæret for anholdt af en politibetjent i civilt tøj. Inden anholdelsen havde politibetjenten forfulgt brandmanden i et civilt køretøj og ved hjælp af blinkende lygter forsøgt at standse brandmanden, som ifølge politiet kørte “råddent”.

Først da brandmanden råbte: “Slap af, jeg er brandmand!”, gik det op for betjenten, at han havde anholdt en Falck-mand på vej til udrykning. Men brandmanden, der under anholdelsen fik en hudafskrabning ved øjet, blev så forsinket, at han ikke nåede at komme med i et af de tre ventende brandkøretøjer.

Politiinspektør Jørgen Brædder fra politiet i Nakskov kalder forløbet for en tragikomisk episode. “Det er lidt uheldigt, men politimanden har handlet i god tro”, siger Jørgen Brædder til Lolland Falsters Folketidende. Han oplyser, at politimanden efterfølgende har givet Falck-manden en undskyldning, og at politiet har lovet at betale for skaderne på bilen, der fik en ridse og en bule. Jørgen Brædder fremhæver, at begivenheden skal ses i lyset af politiets skærpede årvågenhed efter et bankrøveri i byen samme dag.

Annonce