Brandvæsenernes gode råd til et brandsikkert nytår

Nytårsdøgnet er årets travleste døgn for brandvæsenerne. Brandfolkene rykker i gennemsnit ud over 500 gange, og det er fem gange så mange udrykninger som på et gennemsnitsdøgn. Travlheden skyldes i vidt omfang container- og affaldsbrande. Men Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen har udarbejdet fem råd, der kan gøre nytåret brandsikkert.

”En stor del af udrykningerne i nytårsdøgnet er til containere eller affald. Når der er brand i containere eller affald i nytårsdøgnet, så er der en vis formodning om, at det ofte drejer sig om påsatte brande. Når man smider fyrværkeri i containere og skraldespande, kan det hurtigt udvikle sig til en brand, og så får brandvæsenet travlt”, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i interesseorganisationen Danske Beredskabers.

Bjarne Nigaard minder også om, at en brand, der begynder i en container, sagtens kan brede sig til nærliggende bygninger.

Gode råd, der reducerer risikoen for brand

Borgerne kan medvirke til at gøre nytårsdøgnet lettere for landets brandfolk.

”Vi har ikke altid kontrol over, hvor fyrværkeriet ender. Men inden nytårsdøgnet kan vi begynde med at rydde op omkring vores boliger, i åbne carporte og på altaner, så er vi godt på vej. Nytårsaften skal vi overholde sikkerhedsafstandene og undersøge, om der er særligt brændbare materialer i nærheden, inden vi skyder fyrværkeriet af. Er der eksempelvis bygninger med stråtag i nærheden, er sikkerhedsafstanden for affyring af raketter 200 meter og 100 meter for andet fyrværkeri”, fortæller Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.

Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen har disse fem råd til et brandsikkert nytår:

  • Luk og lås døre til garage og skur.
  • Placér affaldscontainere m.v. i god afstand fra bygninger, luk låget og lås dem om muligt.
  • Fjern brændbart materiale fra carport, altan, kælderskakt og lignende.
  • Benyt kun godkendt fyrværkeri og overhold sikkerhedsafstandene, der skal fremgå af fyrværkeriet. Husk dobbelt afstand i vindens retning.
  • Brug fyrværkeriet, som det er tiltænkt, og hvor det er tiltænkt – og hold afstand!

Man skal selvfølgelig også fortsat være opmærksom på at sikre den fornødne afstand mellem håndsprit og ild. Hold derfor håndspritten væk fra bordbomber og nytårsfyrværkeri.

Annonce