Brandfolk havde fredeligste nytårsaften i årevis

De mange regnbyger var formentlig en medvirkende årsag til, at nytåret 2012/2013 blev et af de fredeligste i årevis for landets brandfolk. I København faldt antallet af brandudrykninger fra 108 til godt 80, og de fleste var til småbrande, mens Falcks brandstationer på landsplan havde 113 udrykninger – mod 165 året før og 278 i rekordåret 2008/2009. Også Falck rykkede primært ud til småbrande. I København var en akutlægebil involveret i en alvorlig ulykke.

Hos Københavns Brandvæsen beskrives nytårsaften som travl, men med et fald i antallet af udrykninger. Brandvæsenet havde oprettet tre ekstra autosprøjter for at være bedst muligt forberedt på den belastning, der altid er på beredskabet nytårsaften, og i alt var godt 100 brandfolk på vagt for at passe på hovedstaden på årets sidste aften.

En opgørelse kl. 06:30 viser, at Københavns Brandvæsen i løbet af nytårsdøgnet har haft lidt mere ned 80 brandudrykninger. Det er noget mindre end i 2011/2012, hvor antallet var oppe på 108. Af de ca. 80 udrykninger var langt de fleste til småbrande i containere, affald og diverse bål på gaden.

De mere alvorlige brande i København begrænser sig til fem lejlighedsbrande, hvoraf den ene kan betegnes som alvorlig, idet lejligheden – i Valby – ikke vil kunne benyttes i den nærmeste fremtid. De øvrige brande var af mindre karakter, og beboerne vil hurtigt kunne vende tilbage, hvis det ikke allerede er sket. En person blev bragt på hospitalet til observation for røgforgiftning.

Københavns Brandvæsen vurderer, at den regnfulde aften og nat kan være årsagen til, at færre end normalt var på gaden og fyre fyrværkeri af. Noget tyder dog også på, at københavnerne var mere påpasselige med brugen af fyrværkeri end tidligere år – og på den måde var med til gøre København til en sikrere by på nytårsnatten.

I de københavnske omegnskommuner var der 45 brandudrykninger. Travlest var aftenen for Vestegnens Brandvæsen i Hvidovre med 14 udrykninger og for brandstationen i Taastrup med syv udrykninger.

Falck: Relativt rolig aften

Hos Falck beskrives nytårsaften som relativt rolig sammenlignet med tidligere år. I år rykkede Falcks brandstationer således ud til 113 brande på landsplan, og der var hovedsageligt tale om småbrande i containere, biler og lignende.

”Falck har oplevet den roligste nytårsaften i flere år. De mange byger har sikkert sin del af æren for det, men antallet af nytårsbrande er faldet de seneste år, så måske er folk generelt blevet bedre til at passe på hinanden og omgivelserne”, fortæller kommunikationsmedarbejder Klaus Kristiansen fra Falck.

Nytårsaften 2008/2009 rykkede Falck ud til 278 brande, og siden er antallet faldet markant. Tendensen fortsatte altså i år med 113 brande mod 165 sidste år.

Enkelte storbrande

Der har på landsplan været enkelte større brande nytårsaften.

I Nordsjælland blev et bageri i Ølstykke, en spejderhytte i Fredensborg og et hus i Skævinge flammernes bytte, i Gentofte antændte fyrværkeri en brand i en fotoforretning og i Køge måtte adskillige beboere nytårsaften evakueres fra deres hjem, fordi udsivende gas fra en defekt gasledning var blevet antændt. Ved Brørup mistede 27 grise livet i en gårdbrand.

Den nordlige del af Slagelse var endvidere plaget af en række bilbrande, hvor en eller flere gerningsmænd har sat ild til i alt fem biler.

Akutlægebil ramte 20-årig kvinde

En 20-årig kvinde blev nytårsmorgen ved 6-tiden alvorligt kvæstet, da hun i krydset H.C. Andersens Boulevard/Studiestræde i København blev påkørt af en af Region Hovedstadens akutlægebiler.

Akutlægebilen var sammen med en ambulance på vej til et knivstikkeri, og begge køretøjer kørte med udrykning over for grønt. Den 20-årige overså imidlertid akutlægebilen og blev ramt, men det er ikke klart, om hun gik over for rødt. Hendes skader beskrives som alvorlige, men ikke livstruende.

Annonce