Østjyllands Brandvæsens nye Station Vest i Aarhus følger den oprindelige tidsplan. Udbuddet af hovedentreprisen ventes annonceret i november 2026, og byggeriet skal efter planen begynde i slutningen af 1. kvartal 2027. Den nye brandstation, der bemandes med fuldtidsbrandfolk, ventes derefter at kunne tages i brug i januar 2029.
Planlægningen af Østjyllands Brandvæsens nye brandstation i den vestlige del af Aarhus er nu så langt, at arbejdet med materialet til udbuddet af hovedentreprisen er ved at blive færdiggjort. Station Vest skal opføres for enden af Bautavej i Aarhus V i tilknytning til brandvæsenets eksisterende uddannelsesområde.
Projektets helhedsvurdering blev indsendt i slutningen af juni og godkendt i juli. Herefter er arbejdet med at udmatrikulere grunden gået i gang. Myndighedsprojektet blev ligeledes afleveret i slutningen af juni, hvorefter projektet er gået videre til færdiggørelsen af udbudsmaterialet.
Udbud skal annonceres i november
Næste væsentlige skridt bliver udbuddet af hovedentreprisen. Østjyllands Brandvæsen forventer, at det bliver annonceret i november 2026.
Parallelt arbejdes der med de sidste forhold omkring grunden. Der forventes i september eller oktober 2026 at foreligge en købsaftale mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Brandvæsen om grunden på Bautavej.
En del af arealet anvendes i dag til udendørs oplag af reserve-fjernvarmerør. Det er aftalt, at arealet skal være ryddet den 1. januar 2027, så Østjyllands Brandvæsen kan disponere over det og senere påbegynde byggeriet.
I forbindelse med ændringerne skal brandvæsenet etablere og finansiere en ny vej med kørefast belægning, som sikrer adgang for sættevogne til en eksisterende lagerbygning på området.
Skal stå færdig til 2029
Østjyllands Brandvæsen vurderer samlet, at arbejdet med Station Vest udvikler sig som planlagt. De kommende milepæle er blandt andet at få de sidste grundforhold på plads, indgå købsaftalen med Aarhus Kommune og gennemføre udbuddet af hovedentreprisen.
Hvis tidsplanen holder, skal selve byggeriet begynde i slutningen af 1. kvartal 2027. Den nye Station Vest ventes derefter at kunne sættes i drift i januar 2029. I efteråret 2026 skal der også indledes projekter om anskaffelse af nye køretøjer til den kommende Station Vest.
Station Vest er led i en større udvikling af Østjyllands Brandvæsens stationsstruktur, som skal ende med, at brandvæsenet har fire fuldtidsbrandstationer i Aarhus.

