Pandekager kostede 80-årig 3.700 kr.

Det endte med at blive nogle meget dyre pandekager, som en 80-årig mand lavede i sin ældrebolig ved Fårevejle Plejecenter den 3. juni i år. Madlavningen gav nemlig så meget mados, at lejlighedens brandalarm blev aktiveret. Og nu har VAB, Vestsjællands Almene Boligselskab, sendt regningen for den overflødige brandudrykning videre til den gamle mand. 3.700 kroner lyder regningen på.

Regningen forarger den 80-åriges datter, Inge Halldèn. “Borgeren kan ikke selv afmelde alarmen, for han kan ikke høre den, og det kan da ikke være rigtigt, at det skal koste næsten 4.000 kroner at lave mad, bare fordi man har brug for en ældrebolig. Min far tør næsten ikke at lave varm mad mere, og med den regning har han heller ikke råd til det”, siger hun til skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Hos ældrerådet i Odsherred kalder Inger Zander Andersen regningen for foragtelig, og hun mener, det burde høre hjemme i afdelingen for spøg og skæmt. Også formanden for Odsherred Kommunes social- og sundhedsudvalg, Michael Kjeldgaard (S), kalder i Holbæk Amts Venstreblad sagen for urimelig, mens en jurist fra Ældre Sagen mener, at der slet ikke er hjemmel til at udskrive regningen.

Annonce