Vil gøre røgalarmer lovpligtige

I Danmark omkommer omkring 80 mennesker hvert år på grund af brand. Sådan har det været i årtier, og tallet ser ikke ud til at være på vej ned. Derfor vil beredskabschefernes organisation, Danske Beredskaber, nu gøre røgalarmer lovpligtige. Konkret vil organisationen forpligte udlejere til at opsætte røgalarmen, mens det for private boligejere kan være et vilkår for at tegne en forsikring.

”Hvis vi vil redde flere liv, så er det uansvarligt at blive ved med at sidde på hænderne”, siger Jacob Christensen, der er næstformand i Danske Beredskaber.

”Vi har i Danmark i mange år snakket om, hvordan vi kan forbedre brandsikkerheden. Nu må tiden være kommet til handling. Det er simple foranstaltninger, der skal til. Det er f.eks. lovkrav om røgalarm og ressourcer til effektfulde hjemmebesøg, der vil kunne gøre en afgørende forskel”, siger Jacob Christensen.

Konkret foreslår Danske Beredskaber, at der indføres pligt til at opsætte røgalarmer. ”Alle udlejere skal omfattes af sådan en forpligtelse, og private boligejere kan evt. forpligtes på den måde, at det er et vilkår for at få en forsikring. Vi ved det virker, så hvorfor gå på kompromis med sikkerheden?”, spørger Jacob Christensen.

Forslaget om lovpligtige røgalarmer indgår i en ny brandforebyggelsesstrategi, ”Brandsikkert Danmark”, som er udarbejdet af en række aktører på beredskabsområdet. Læs mere om strategien på BeredskabsInfo på mandag.

Annonce