Personer, der fremover angriber bl.a. politi- og brandfolk med genstande, vil få skærpet deres straf med 50 pct. Det er et af elementerne i et nyt lovforslag om ændring af den bestemmelse i straffeloven, der f.eks. omfattet situationer, hvor der affyres romerlys eller kastes med sten efter betjente, der er ved at forsøge at dæmme op for optøjer, eller efter brandfolk under en brandslukning.
Siden 2020 har det efter straffeloven været en skærpende omstændighed, hvis en person, der handler i offentlig tjeneste, udsættes for vold, hvor der anvendes genstande. Med »genstande« forstås enhver rørlig ting, f.eks. sten, fyrværkeri, våben af enhver art og væsker, herunder vand, maling og urin.
Omfattet af ordningen er eksempelvis situationer, hvor der affyres romerlys eller kastes med sten efter betjente, der er ved at forsøge at dæmme op for optøjer, eller efter brandfolk under en brandslukning, eller hvor en togkonduktør angribes med en peberspray, eller hvor der affyres fyrværkeri eller kastes med sten efter en SOSU-assistent, der er på vej ud for at tilse en borger. Slag og spark og andre angreb, hvor gerningspersonen alene gør brug af sin egen krop, falder derimod uden for den særlige bestemmelses anvendelsesområde – de håndteres efter den almindelige bestemmelse om vold mod personer, der handler i offentlig tjeneste.
Vil hæve straffen med 50 pct.
I et nyt lovforslag, hvor der på en række områder 3gennemføres en strafskærpelse, vil regeringen hæve strafniveauet, når forholdet er begået med genstande, således at der sker en skærpelse med 50 pct. i forhold til det gældende strafniveau.
Det vil indebære, at en person, der i dag eksempelvis ville blive idømt fire måneders fængsel, fremover vil skulle idømmes seks måneders fængsel.
Lovforslaget skal i de kommende måneder behandles i Folketinget.