
Nyhedsoversigt


Patienter giver topkarakter til ambulancetjenesten
Det præhospitale beredskab i Region Midtjylland har været igennem en turbulent tid, hvor et vagtskifte under en ambulanceudrykning har givet massiv omtale i landsmedierne. Men i en ny undersøgelse blandt næsten 4.000 patienter, som har haft brug for ambulancen, er der topkarakter til det samlede beredskab: Hele 99 % af patienterne har et meget godt eller godt samlet indtryk af beredskabet.

Falck vil slukke brande og køre ambulancer i Kazakhstan
Falck fortsætter sin internationale ekspansion og går nu ind i den tidligere sovjetiske delstat Kazakhstan. Her skal Falck i første omgang drive fire lægeklinikker, der også råder over ambulancer. Men på lidt længere sigt ser Falck også muligheder i landet inden for industriel brandslukning, sikkerhedstræning og generel ambulancedrift.

Fortsat hurtige ambulancer i Syddanmark
Ambulancerne i Region Syddanmark er stadig fremme væsentligt hurtigere end krævet. I Sønderjylland var responstiden i 2. kvartal således næsten 1½ minut bedre end de 9,8 minutter, som er kravet i kontrakten mellem Region Syddanmark og Falck, men også på Fyn, i Sydvestjylland og i Trekantsområdet er responstiderne faldet i forhold til 1. kvartal. Med en gennemsnitlig responstid på 6,13 minutter har Odense regionens hurtigste ambulancer – tæt fulgt af Fredericia og Esbjerg.

Konkursramt firma har måske sjusket med brandsikkerheden
Efter at et nordjysk firma, der har stået for brandmaling af stålkonstruktioner i en række store byggerier, er gået konkurs, er det kommet frem, at firmaet både har anvendt forkert brandmaling og desuden har brugt brandmalingen forkert. Dermed er der risiko for, at stålkonstruktionerne ikke lever op til kravene til brandsikkerhed.


De første fire ambulancetjenester har fået det store kvalitetsstempel
Som de første danske ambulancetjenester har Falck i Region Hovedstaden, Københavns Brandvæsen, Frederiksberg Brandvæsen og Region Hovedstadens eget beredskab fået det store kvalitetsstempel og er blevet akkrediterede efter Den Danske Kvalitetsmodel. Alle fire ambulancetjenester opnåede akkrediteringen i 1. forsøg – og er nu akkrediterede frem til august 2015. Akkrediteringsrapporterne peger dog også på problemer, f.eks. at mange ambulancereddere hos Københavns Brandvæsen bar ur, hvilket er i strid med retningslinjerne.

Katastrofealarm til Storebæltsberedskabet var betjeningsfejl hos politiet
Onsdag blev Storebæltsberedskabet aktiveret med en melding om, at et godstog stod i flammer i den nordlige Storebæltstunnel. Alarmen gik til brandvæsenets indsatsleder, 20 brandfolk fra Korsør og Nyborg samt brandfolk i Slagelse, Sorø, Skælskør og København. Alarmen viste sig imidlertid at være en fejl på politiets alarmcentral i Slagelse, hvor en politimedarbejder var ved at undervise kollegaer i alarmeringssystemet. Da en alarm skulle simuleres, kom politimedarbejderen imidlertid til at afsende en rigtig alarm. Fejlen viste sig dog at være held i uheld, for den afslørede et problem hos Falck, der ikke fik alarmeret brandfolkene i Nyborg.

Prisen for blinde alarmer stiger til 3.865 kr.
Fra næste år vil det koste 3.865 kr. i gebyr, når brandvæsenet rykker ud til en blind alarm, som er afgivet af et lovpligtigt automatisk brandalarmeringsanlæg. Det er en beskeden stigning på 60 kr. i forhold til det gældende gebyr, som er på 3.805 kr. Gebyret skal dække brandvæsenets omkostninger ved den blinde alarm.

Vejle Brandvæsen har problemer med udrykningerne i Hedensted
Tidligere på året rettede Vejle Brandvæsen kritik mod Falck for ikke at leve op til kontrakten om brandslukning i Give-området, efter at en prøvealarmering havde vist, at der manglede en brandmand og en del materiel på Falcks slukningstog. Nu er det så Vejle Brandvæsen selv, som kritiseres for ikke at leve op til en kontrakt, nemlig brandslukningskontrakten med nabokommunen Hedensted. I Hedensted mener man nemlig, at Vejle Brandvæsens udrykninger er for langsomme.