Nyhedsoversigt
Kunne beredskabet have klaret en alvorlig broulykke?
For en uge siden blev jernbanebroen over Limfjorden påsejlet af et finsk fragtskib. Ved påsejlingen blev broklappen forrykket med omkring en meter, og dermed blev skinnerne også kraftigt beskadigede. Få minutter forinden havde et lyntog passeret broen, men ville beredskabet have kunnet håndtere det værst tænkelige scenarie, hvor et tog efter en afsporing var væltet i vandet? Se beredskabschefens vurdering.
60 hjemmeplejebiler er klar til udrykning
Omkring 60 hjemmeplejebiler indgår nu i det præhospitale beredskab i Frederikshavn Kommune. Kommunens hjemmeplejepersonale rykker nemlig fremover ud med hjertestartere som led i projektet Parat til Hjertestart, som Frederikshavn Kommune, Region Nordjylland, Hjerteforeningen og TrygFonden står bag.
Lægebil i Randers er nu døgnbemandet
Fra i dag er Randers-området dækket af en lægebemandet akutlægebil 24 timer i døgnet alle ugens dage. For selv om regionsrådet i Region Midtjylland i efteråret vedtog et stramt budget for 2012, blev der alligevel fundet penge til at udbygge beredskabet med døgnbemandede akutlægebiler i Horsens- og Randers-området.
Politiet: Korrekte 112-adresseoplysninger sparer tid
Processen med at finde en valid adresse, når der er ringet 112 om akut sygdom eller tilskadekomst, kan godt opleves som langvarig. Det erkender Rigspolitiet på baggrund af en række sager fra Nordjylland. Men politiet understreger, at der kan gå værdifuld tid tabt, hvis alarmcentralen ikke kan videregive en valid adresse, for så risikerer man, at ambulancen sendes i den forkerte retning eller skal gennemkøre et større område for at finde den tilskadekomne.
Kørte chikanekørsel mod ambulance og lægebil
En nordsjællandsk mand vil få besøg af politiet, efter at han sent onsdag eftermiddag groft chikanerede en ambulance og en akutlægebil, som var på vej til Hillerød Hospital med en patient. Manden overhalede to gange over dobbelt optrukne striber for til sidst at køre ind foran ambulancen og bremse hårdt op.
Ministerium bruger 29 mio. kr. på forlængelse af lægehelikopterordning
Region Hovedstaden og Region Sjællands fælles akutlægehelikopteren, der har base i Ringsted, skal være på vingerne i endnu et år. Det er Sundhedsministeriet, som har bevilget 29 mio. kr. til en forlængelse af den nuværende forsøgsordning, således at helikopteren flyver videre frem til den 1. maj 2013.
Laveste antal dødsbrande i 21 år
I 2011 mistede 64 personer livet ved i alt 60 brande. Det er det laveste antal dødsbrande og antal omkomne ved brand siden 1990. Det viser en opgørelse, som Beredskabsstyrelsen har foretaget. Særligt markant er det, at antallet af omkomne ved brande, hvor rygning formodes at være Ã¥rsagen, faldt fra 37 personer i 2010 til 29 sidste Ã¥r – og de nye regler om selvslukkende cigaretter kan være forklaringen.
Totempo-chefer sigtes for bedrageri for 135 mio. kr.
Totempo nåede at blive den næststørste udbyder af autohjælp i Danmark, inden firmaet gik konkurs. Men nu får konkursen et retsligt efterspil, for efter flere års efterforskningsarbejde har politiet sigtet to tidligere direktører for groft bedrageri. De to menes at have fået udbetalt op mod 135 mio. kr. ved at skrive falske fakturaer.