Politiet: Ubetænksomme borgere gør vores arbejde mere vanskeligt

Foto: Rigspolitiet

Nordsjællands Politi oplever i stigende grad, at borgerne ikke respekterer de afspærringer, som politiet sætter op i forbindelse med arbejde på gerningssteder. Det skete senest i weekenden, hvor omkring 25 borgere valgte at ignorere en afspærring, som var sat op på Sorgenfri Torv, mens politiet arbejdede på at sikre spor efter et knivstikkeri.

Nordsjællands Politi var på Sorgenfri Torv, efter at en mand søndag formiddag var kommet såret ind på en lokal bodega, hvor han bad om hjælp efter at være blevet stukket med en kniv.

For at sikre spor fra knivstikkeriet havde politiet opsat den velkendte rød/hvide minestrimmel som afspærring. Men flere borgere mente ikke, at de behøvede at tage hensyn til det, og de gik i stedet tværs gennem det afspærrede område.

”Man risikerer at vanskeliggøre politiets arbejde eller i værste fald ødelægge vigtige spor eller beviser. Man kan endvidere risikere en sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, ved at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde”, siger John Dyhrberg Christensen, der er fg. vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

Annonce