Politiet: Vi sender ikke en helikopter i luften for at genere

Foto: Rigspolitiet

Nordsjællands Politis anvendelse af en helikopter til at eftersøge en bortgået 85-årig mand udløste i nat en lang række klager fra borgere, der fik deres nattesøvn forstyrret. Men hos politiet er der stor overraskelse over, at forklaringen om eftersøgningen ikke fik mishaget til at ophøre. Tværtimod mente flere borgere, at politiet burde fortsætte eftersøgningen uden brug af helikopter.  

Lidt over midnat i nat modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse fra et plejehjem i Birkerød om, at en 85-årig beboer var forsvundet, og politiet satte derfor straks hele maskine i værk.

”Selv om kalenderen fastholder, det er forår, så er det altså ikke vejr til at være alene ude i det fri uden korrekt påklædning, og vi vidste derfor, at vi havde travlt”, fortæller Nordsjællands Politi på Facebook.

Politiet sendte flere hundepatruljer til området, ligesom man rekvirerede en drone og en helikopter til at hjælpe med at lede. Men især helikopteren er noget, man lægger mærke til, når rotorbladene flænser luften og øger lydniveauet i området betragteligt, og det modtog politiet flere opkald om i nattens løb.

Helikopter anvendes ikke for at genere

”På grund af helikopterens larm er det forståeligt nok, at man ringer ind og forhører sig om, hvorfor en helikopter fra politiet hænger og larmer, når man forsøger at få sin skattede nattesøvn. Men når man så får en – i vores øjne – god forklaring på, hvad der ligger bag helikopterens snurren, så kan vi ikke forstå, at mishaget med helikopteren ikke hører op med det samme. Men der var nogen, der mente, at den eftersøgning måtte klares uden helikopteren”, fortæller Nordsjællands Politi.

”Vi sender en helikopter i luften, når vi vurderer, det er nødvendigt, og i dette tilfælde for måske at redde liv. Vi sender ikke en helikopter i luften for at genere. Vi beklager opstødet, men vi skulle lige ud med det. Vi er klar over, at langt størstedelen af jer har forståelse for, at vores arbejde nogle gange kan larme eller komme i vejen for jeres planer. Vi håber på, at vi med opslaget her kan få forståelse fra endnu flere, næste gang de bliver mødt af en ubelejlig afspærring, en larmende helikopter eller noget lignende”, skriver politiet i opslaget på Facebook.

Politiet: Vi vil gøre det igen

Den 85-årige mand blev i øvrigt fundet her til morgen kl. 06.25. Han var lettere medtaget, men efter omstændighederne i god behold, og han blev efter en mindre kontrol på sygehuset genforenet med sin hustru.

”Vi beklager de gener, som nattens eftersøgning har medført, men vi kommer til at gøre det samme igen, hvis det skulle blive nødvendigt. Det håber vi på, at alle vil vise forståelse overfor”, slutter politiet.

Annonce