VW Passat skal også være patruljevogn i de næste syv år

Siden 2008 har politiet anvendt VW Passat som patruljevogn, og med en ny rammeaftale vil Passat’en også i de næste syv år indgå i flåden af patruljevogne. Den version af Passat, som Rigspolitiet har udvalgt som patruljevogn, er stationcarversionen Variant 2.0 TDI DSG, der kører med den nyeste generation af VW’s TDI EVO-turbodieselmotor.

VW Passat har som model været i tjeneste hos politiet siden 2008, og i 2016 blev den nuværende generation af Passat introduceret som patruljevogn. Med en ny rammeaftale med VW vil Passat indgå i flåden af patruljevogne de næste syv år.

Den nuværende generation af Passat, kaldet B8, blev introduceret i 2014. I 2019 fik modellen en gennemgribende teknisk opdatering med introduktionen af nye assistent- og infotainmentsystemer samt nye TDI EVO-turbodieselmotorer. Den version af Passat, som Rigspolitiet har udvalgt som patruljevogn, er stationcarversionen Variant 2.0 TDI DSG, der kører med den nyeste generation af VW’s TDI EVO-turbodieselmotor.

Den nye TDI-motor kombineres med en 7-trins DSG-gearkasse, der kan køres fuldautomatisk eller med manuelle gearskifte, der kan aktiveres via betjeningsgreb bag rattet. Det er også muligt at sætte DSG-gearet i et SPORT-program, hvor gearkassen hurtigere aktiverer nedgearinger og samtidig holder motoren i sit mest optimale arbejdsområde i forhold til at opnå den bedste respons og acceleration. Dette er især en fordel ved ekstraordinær dynamisk kørsel som under udrykning eller eftersætning af et andet køretøj.

VW’s TDI EVO-turbodieselmotorer er udstyret med twin-dosing-indsprøjtning og en SCR-udstødning (Selektiv katalytisk reduktion), der reducerer NOx-partikler med op til 80 pct., hvilket betyder, at 2.0 TDI EVO-turbodieselmotoren ligger markant under grænseværdierne for Euro 6d-standarden.

Forlygter med individuelt styrede LED-pærer

Politiets Passat-patruljevogne er alle udstyret med VW’s IQ LIGHT-LED-Matrix-forlygter. Hver af forlygterne er udstyret med i alt 44 individuelt styrede LED-pærer, og styreenheden til forlygterne modtager informationer fra bilens frontkamera, kortdata fra bilens navigationssystem, GSP-signaler og styretøjet. Det betyder, at lyssystemet konstant justerer og optimerer lyset efter den givne kørselssituation, hvilket giver mulighed for at køre med permanent fjernlys uden at genere medtrafikanter. IQ LIGHT-LED-Matrix-forlygterne er specielt en fordel ved kørsel på mørke veje uden for bymæssig bebyggelse, hvor forlygterne effektivt oplyser omgivelserne og gør kørslen endnu mere sikker.

Rigspolitiet har specificeret Passat med sportsundervogn. Et elektronisk XDS-spærredifferentiale og 18” aluminiumsfælge med 235/45-dæk sikrer samtidig, at effekten fra TDI-motoren overføres til vejbanen og muliggør kraftige accelerationer i de lavere gear og på vej gennem eller ud af sving, hvilket også er et vigtigt parameter i de kritiske situationer, der kan opstå i politiets kørsel.

Annonce