Ambulancen kan nu følges på skærmen

Fremover kan borgere i Region Hovedstaden følge deres ambulance, mens den er på vej til dem efter et 112-opkald. Det sker ved at den person, der fra en mobiltelefon har ringet 112 og talt med AMK-vagtcentralen, modtager en sms med et link. Ved et klik på linket vises, hvor langt væk ambulancen er og den anslåede ankomsttid.

Akutberedskabet i Region Hovedstaden gik tirsdag i luften med den nye mulighed, hvor borgerne i Region Hovedstaden kan følge deres ambulance med et klik på et link i en sms, så de kan se, hvornår ambulancen forventes at være fremme.

Den nye løsning gælder A-kørslerne, altså de mest akutte opgaver med udrykning. De andre typer kørsler, som er knap så hastende, kan blive omdisponeret, hvis der bliver brug for ambulancerne til noget mere akut, og dermed vil ankomsttiden ikke kunne angives lige så præcist som ved A-kørslerne. Derfor har Akutberedskabet i første omgang valgt, at sms-løsningen gælder ambulancer med udrykning.

På linket vises et tidsinterval, hvor ambulancen ventes at være fremme, og ambulancens aktuelle position vises ikke præcist, men med en ganske stor cirkel – der dog indsnævres, når ambulancen nærmer sig.

Inden for det første døgn, løsningen var i gang, sendte Akutberedskabet 128 sms’er, og 46 borgere benyttede løsningen.

Skal gøre ventetiden mere tryg

“Vi giver​ nu borgerne mulighed for at se, hvor langt væk ambulancen er, når vi sender hjælp afsted med udrykning. Det gør vi for at gøre ventetiden mere tryg. Vi ved, at den store usikkerhed, man typisk oplever, når man venter på en ambulance, fordi man er akut syg eller skadet, kan være rigtig svær, og med dette tiltag, kan vi mindske den lidt”, siger Thomas Reimann, der er direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab – og fortsætter:

“Borgeren eller den pårørende skal ganske enkelt klikke på et link i en sms og se, hvor langt væk ambulancen er, og hvornår vi forventer, den er fremme. Det giver både større gennemsigtighed for borgeren og større tryghed i en i forvejen meget svær situation, hvor sekunderne kan synes lange”.

Annonce