Falck lægger op til at betale kompensation for ulovlige handlinger

Virksomheder og myndigheder, der har lidt tab som følge af Falcks konkurrenceskadelige aktiviteter i BIOS-sagen, kan se frem til en økonomisk kompensation. Falck har lanceret et internt program, hvor et af initiativerne er, at Falck vil yde kompensation til de parter, som har lidt forudsigelige og dokumenterede tab som følge af Falcks handlemåde, der førte til kendelsen fra Konkurrencerådet. Men der er måske også mere at komme efter, for Falck vil desuden gennemføre en undersøgelse, som skal identificere og behandle “tidligere og nuværende” overtrædelser af Falcks forretningsetiske regler.

Falck oplyser, at virksomheden i 2017 oprettede en global compliance-funktion, og i 2018 relancerede Falck sine forretningsetiske regler. Desuden har Falck lanceret et whistleblower-system under navnet Falck Alert, der skal sikre, at flere ansatte og forretningspartnere gør opmærksom på deres bekymring, hvis de oplever uregelmæssigheder eller upassende handlinger. Det har ifølge Falck til formål at skabe en kultur med fuld åbenhed.

I dag har Falck så præsenteret et såkaldt selfcleaning-program, der har fået titlen Clear. Det består ifølge Falck af tre initiativer:

  1. At yde kompensation til de parter, som har lidt forudsigelige og dokumenterede tab som følge af Falcks handlemåde, der førte til kendelsen fra Konkurrencerådet.
  2. At gennemføre en undersøgelse, som skal identificere og behandle tidligere og nuværende overtrædelser af Falcks forretningsetiske regler.
  3. At indføre en nul-tolerance-tilgang for at sikre, at kvalitet og etik altid har højeste prioritet hos Falck.

“Kendelsen var pinlig for Falck. Vi lever af, at folk i nød stoler på, at vi hjælper dem, og af, at vi lever op til de forventninger, som offentlige kunder og forsikringsselskaber har til os. Det er det, vores ansatte er stolte af, og det, som vores kunder og samfundet forventer af os. Vi mener, at vi kan genopbygge denne tillid igennem vores initiativer og ved at optræde på en etisk og gennemsigtig måde. Finansielt og strategisk har vi gjort gode fremskridt i vores tredobbelte turnaround. Vores selfcleaning-program vil forstærke og sætte fart på ændringerne i vores kultur”, siger Jakob Riis, der er koncernchef i Falck.

Annonce