Flere redderelever skal sikre stabil drift i Hovedstadens ambulancetjeneste

Region Hovedstaden og Falck har aftalt at øge optaget af elever på ambulancebehandler-uddannelsen, så antallet af nye elever i 2021 bliver 30 og herefter øges yderligere til 45 ekstra i 2022. Det sker for at sikre en stabil drift og rekruttering fremover i regionen, og omkostningen bliver på ca. 15 mio. kr.

Regionsrådet i Region Hovedstaden har besluttet at afsætte 14,8 mio. kr. til uddannelse af flere ambulancebehandlere, der kan være med til at sikre en robust ambulancedrift og forbedre rekrutteringen af personale i fremtiden.

De ekstra ambulanceelever bliver ansat hos Falck, der er den ene af de to ambulanceleverandører i Region Hovedstaden. I 2021 er antallet af nye elever 30, og næste år bliver elevtallet forøget til 45. Falck og regionen deler udgiften til uddannelse af de ekstra ambulancereddere.

Den anden ambulanceleverandør i Region Hovedstaden, Hovedstadens Beredskab, tager ikke ekstra ambulanceelever i år og næste år, fordi selskabet i 2023 stopper med at køre ambulance for Region Hovedstaden, efter at de ikke genvandt deres kontrakt tidligere i år.

Starter på uddannelsen om få måneder

”Flere ambulanceelever er en afgørende forudsætning for, at ambulancetjenesten også i fremtiden kan ansætte dygtige og dedikerede medarbejdere, der kan rykke ud og behandle akut syge borgere. Derfor tager regionen og Falck nu et vigtigt skridt ved i fællesskab at sikre ansættelse og uddannelse af ekstra ambulanceelever i løbet af i år og i 2022. De begynder på deres uddannelse i løbet af de nærmeste måneder”, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

”Vi vil gerne være med til at investere i uddannelse af flere kvalificerede ambulancebehandlere og paramedicinere. De spiller en meget central rolle i akutberedskabet i forhold til at sikre stabilitet og tryghed for borgerne. Derfor er det glædeligt, at Region Hovedstaden vil være med til at styrke uddannelsesindsatsen på ambulanceområdet og hjælpe med at imødekomme behovet for at få flere elever til ambulancetjenesten”, siger ambulancedirektør i Falck, Jørgen Mieritz.

Annonce