Gør klar til at indsætte 58 nye ambulancer

Foto: Lene Pedersen

Fra 1. april 2022 overtager Region Nordjyllands nye ambulancetjeneste og virksomheden PreMed ambulancekørslen i Nordjylland fra Falck. De første ambulancer er ankommet, og i alt 58 nye ambulancer og 20 nye køretøjer til patienttransport ruller snart ud på vejene. Region Nordjylland får 33 ambulancer og 14 patienttransportkøretøjer, mens PreMed får 25 ambulancer og seks patienttransportkøretøjer.

Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland skal sammen med den private – og nye – ambulancevirksomhed PreMed drive ambulancetjenesten i Region Nordjylland fra månedsskiftet.

”Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang, og vise, at vi er en seriøs og kompetent spiller på det danske ambulancemarked. Vi har et stort og etableret finsk ambulanceselskab i ryggen, og vi tør godt love, at nordjyderne også er i trygge hænder hos PreMed”, siger Anders Vikke, der er direktør for PreMed.

Det er Regionsrådet i Region Nordjylland, der har besluttet, at ambulancetjenesten nu skal deles op, og ikke længere skal drives af Falck. Det skete efter, at hele ambulancetjenesten har været i udbud, hvor flere forskellige operatører bød ind på opgaven.

Klar til at sikre stabil drift

Ankomsten af ambulancerne er det synlige bevis på, at Region Nordjylland og PreMed gør sig klar til at sikre en stabil ambulancetjeneste for hele Nordjylland.

”Vi ser frem til at løfte opgaven, og til at skabe en solid og god sammenhæng for de akutte patienter. Vi vil sikre stabilitet og tryghed omkring akutberedskabet, og her spiller ambulancerne i sig selv selvfølgelig helt konkret en vigtig rolle”, siger Kenneth Lübcke, der er enhedschef i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.

Foto: Lene Pedersen
Foto: Lene Pedersen
Foto: Lene Pedersen
Foto: Line Bloch Klostergaard

Annonce