Greve- og Køge-reddere ser ud til at kunne fortsætte i Falck

Den 1. februar 2010 overtager Roskilde Brandvæsen ambulancekørslen fra Falck i Køge-Greve-Solrød-området, og et halvt hundrede reddere bliver dermed i princippet arbejdsløse. Men redderne har ikke travlt med at søge nye jobs hos Roskilde Brandvæsen – og slet ikke, hvis de skal over på en FOA-overenskomst i stedet for deres nuværende 3F-overenskomst. Det tegner nemlig til, at Falck vil kunne tilbyde alle redderne, at de kan flytte til andre stationer.

Efter et stormøde med deltagelse af forhandlingssekretær Søren Andersen fra 3F mener redderne ikke, at en ansættelse i Roskilde Brandvæsen er deres eneste valg, hvis de vil fortsætte i ambulancetjenesten. “Der har nemlig vist sig andre muligheder, fortæller Rikard K. Nielsen, tillidsmand hos Falck-redderne i Køge, til Sjællands Nyheder.

Falcks ledelse i Region Sjælland er ved at være færdig med at planlægge den fremtidige bemandning for samtlige stationer. “Det ser ud til, at der bliver plads til alle, der vil køre efter nye job”, fortæller Rikard K. Nielsen. “En anden mulighed, som Falcks ledelse har åbnet op for, er, at man kan søge et års orlov. Det kan da godt tænkes, at nogle af vore folk i det lokale område vil benytte sig af den mulighed og så afprøve, om Roskilde Brandvæsen alligevel er en mulighed”, vurderer tillidsmanden.

Stormødets deltagere bakkede op om ønsket om reelle forhandlinger mellem 3F og Roskilde Brandvæsen om løn- og arbejdsvilkårene.

Annonce