Kommune vil undersøge om brandvæsen har dumpet priserne

Da Roskilde Brandvæsen i forrige måned mistede en stor del af ambulancekørslen til Falck, blev Falck beskyldt for at have afgivet et dumpingtilbud. Men nu er Roskilde Brandvæsen selv kommet under beskydning for at have dumpet priserne, da brandvæsenet overtog en større transportopgave fra private vognmænd. Det har fået Roskilde Kommune til at sætte en revisor til at undersøge brandvæsenets regnskaber.

Det uvildige revisionsfirma skal undersøge, om Roskilde Brandvæsen afgav et urealistisk lavt tilbud, da brandvæsenet vandt opgaven med at køre ældre og særlige grupper af børn til specialundervisning. Roskilde Brandvæsen vandt udbuddet og overtog opgaven fra private vognmænd, skriver Roskilde Avis.

Både før og efter kommunalvalget har flere af de vognmænd, som mistede kørselsopgaver, været fremme med en kritik om, at priserne fra brandvæsenet var helt urealistiske. Så nu skal en uafhængig regnskabsekspert gennemgå Roskilde Brandvæsens regnskab.

”Vi er kun interesseret i, at alle oplysninger kommer på bordet, og samtidig skal jeg nu have et møde med vognmændene og forklare, hvad kommunen foretager sig”, fortæller borgmester Joy Mogensen (S) til Roskilde Avis.

Annonce