Samariten er klar til at overtage alle Falcks medarbejdere – på samme eller bedre vilkår

Ejerne af Samariten undrer sig over, at deres bud på ambulancekørslen i Region Sjælland i de kommende fem år er blevet mødt med voldsom modstand i Danmark – ikke mindst fra fagforbundet 3F, som organiserer redderne hos den danske konkurrent Falck. Samtidig bebuder Samariten, at de er klar til at overtage alle Falcks medarbejdere i Region Sjælland, hvis de selv ønsker det – og at det ikke bliver på dårligere vilkår end medarbejderne har i dag.

“Falck, som er Samaritens store forbillede, har jo opereret i Sverige siden 1993, da en stor del af den svenske ambulancetjeneste blev privatiseret. Og Falck har fungeret rigtigt godt i Sverige. Sådan skal det være. Men nu forsøger vi så bare at konkurrere med Falck på det danske marked”, siger Ulf Kanfjäll, der ejer Samariten sammen med sin bror Torbjörn Kanfjäll, til P4 Sjælland.

Ulf Kanfjäll tilføjer, at Samariten ønsker at overtage alle Falcks medarbejdere i Region Sjælland, hvis de selv ønsker det. “Og vi har i hvert fald ikke tænkt os at tilbyde vore ansatte i Danmark dårligere løn- og ansættelsesvilkår, end de har i øjeblikket”, understreger Ulf Kanfjäll.

Samaritens svenske ejer siger, at firmaet har søgt de danske myndigheder om at blive godkendt som uddannelsessted for kommende ambulance-reddere, men at godkendelsen endnu ikke er på plads. “Men det regner vi med, at den kommer. I øvrigt synes vi, at ambulance-opgaven i Region Sjælland er ekstra interessant, fordi den også giver os lov til at styre regionens nye vagtcentral. Det giver en kortere beslutningsproces, når det er det samme firma, der både driver vagtcentralen og ambulancerne. Desuden er der så heller ikke andre end en selv at skyde skylden på, hvis der er noget, der ikke virker som det skal”, siger Ulf Kanfjäll.

Annonce