Ikke forsvarligt. Trafikanter og frivillige udsættes for fare. Skaber forvirring. Bekymrende. Uhensigtsmæssigt. Fuldstændig uforsvarligt. Sådan lyder nogle af tilbagemeldinger fra branchens aktører på den bekendtgørelse om udvidelse af ordningen med grønne blink, som transportminister Thomas Danielsen før nytår sendte i høring. Høringssvarene har dog ikke gjort indtryk på ministeren, som nu alligevel har valgt at udstede bekendtgørelsen.
Fra søndag blev det også muligt for redningspersonale fra Kystredningstjenesten at sætte et grønt blink på bilen for at gøre opmærksom på, at de er kaldt ud til en person i livsfare.
Ordningen har siden 1. marts 2025 været gældende for hjerteløbere og akuthjælpere, og den bliver nu udvidet til også at omfatte statslige redningstjenester efter aftale med ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
”Med det grønne blink kan man vise, at man er på vej til en livreddende opgave, og medtrafikanter har mulighed for at vise hensyn. Formålet er at understøtte en mere rolig fremkøring, blandt andet ved at andre trafikanter kan undlade at overhale, holde afstand med videre. Samtidig kan blinket være med til at markere stedet, hvor en person er i livsfare, så ambulancen kan se det”, siger transportminister Thomas Danielsen.
Udvidelsen får også opbakning fra minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen:
”Når redningspersonalet fra Kystredningstjenesten bliver kaldt ud, kan det være et spørgsmål om liv og død. Derfor er jeg glad for, at de nu får muligheden for at vise, at de er på vej til en vigtig opgave. Jeg håber, at det vil være med til at lette arbejdet for redningspersonalet”, siger ministeren.
Samlet branche i hård kritik
Den udvidelse, som de to ministre nu gennemfører, fik ellers en hård i medfart, da en ny bekendtgørelse blev sendt i høring før årsskiftet. Men høringssvarene fra branchen har altså ikke gjort indtryk på transportminister Thomas Danielsen, der nu har udstedt den nye bekendtgørelse, som trådte i kraft den 1. februar 2026.
I de nye høringssvar, som blev sendt i december og januar, er alle branchens organisationer imod den nye bekendtgørelse.
”Selv om vi anerkender og værdsætter den betydelige indsats, som frivillige borgere spiller i akutte nødsituationer, herunder ved hjertestop, kan vi ikke støtte forslaget om at udvide anvendelsesområdet. Vi finder ikke, at det er forsvarligt at udvide ordningen til flere grupper af følgende årsager:
- Frivillige modtager ikke træning i udrykningskørsel og er ikke klædt på til at køre til nødsituationer under pressede forhold. Hvert år sker der ulykker med ambulancer, på trods af at ambulancepersonalet er trænet i udrykningskørsel. Vi er derfor bekymrede for, at brugen af grønne opmærksomhedslygter kan medføre situationer, hvor både andre trafikanter og de frivillige selv udsættes for fare – også selvom vi forstår, at de grønne opmærksomhedslygter kun skal fungere som opmærksomhedsblink.
- Brugen af grønne opmærksomhedslygter risikerer fortsat at skabe forvirring og udvande betydningen af de blå blink, så borgerne får svært ved at skelne mellem, hvordan de skal agere ved de to former for blink. Det er afgørende, at trafikanter tydeligt kan skelne mellem nødsituationer, hvor professionelle redningskøretøjer kræver plads, og frivillige, der er på vej til at yde hjælp”, skriver Dansk Råd for Genoplivning, der har 23 organisationer som medlemmer.
TrygFonden erklærer sig i organisationens høringssvar enig med Dansk Råd for Genoplivning.
”Vi anbefaler, at den eksisterende forsøgsordning evalueres grundigt, før der træffes beslutning om en udvidelse. Det bør undersøges, om der overhovedet er dokumenterede problemer med fremkørsel for deltidsbrandfolk og søredning, da dette ikke tidligere har været fremhævet som en udfordring. Vi er bekymrede for, at indførelsen af grønne opmærksomhedslygter kan skabe forvirring blandt trafikanter og potentielt farlige situationer. Den grønne farve er traditionelt forbundet med ’fri kørsel’, og det kan skabe misforståelser, når redningstjenester bruger lygterne i nødsituationer. Endvidere ser vi en langsigtet risiko for, at jo flere typer opmærksomhedslygter introduceres, desto mere udvandes respekten for udrykningssignaler”, skriver Reddernes Udviklingssekretariat i 3F i deres høringssvar.
”Danske Beredskaber skal til stadighed udtrykke sin generelle væsentlige bekymring vedrørende forslaget og den etablerede forsøgsordning, som vi på det foreliggende grundlag ikke kan støtte. Danske Beredskaber finder det uhensigtsmæssigt, at der sker sådan udvidelse, idet den potentielt øgede brug og det udvidede omfang af ordningen alene vil forstærke de ulemper, som vi tidligere har beskrevet. Endvidere fjerner ordningen sig nu afgørende fra sin oprindelige intention om at skabe en opmærksomhedsmulighed for frivillige organisationer og privatpersoner, der udøver frivillig livreddende assistance. Ved at inkludere en statslig tjenestes personale, bliver der tale om en meget uheldig sammenblanding af myndighedsudøvelse og de i ordningen øvrige frivillige initiativer, og det gør det alene yderligere svært for en tredjepart at vurdere, hvilken formel betydning det grønne blink har”, skriver Danske Beredskaber.
”Vi ser i Region Nordjylland ingen grund til at anbefale brugen af de grønne blink hos civilsamfundet”, skriver Region Nordjylland i regionens høringssvar.
”Reddernes Fagforening finder det fortsat fuldstændig uforsvarligt at anvende grønne opmærksomhedssignaler til ordninger som oplistet i bekendtgørelsen. Dette særligt da vi frygter at ordningens grønne lys kan fejltolkes som værende reelle udrykningssignaler (de klassiske blå) som der i Danmark er en væsentlig respekt for i samfundet. Vi frygter at ordningen med grønne opmærksomhedssignaler kan føre til en sænket respekt for de klassiske blå udrykningssignaler og derved indirekte være medvirkende til at forsinke udrykningskøretøjer som ambulancetjeneste, politi og brandberedskaber i samfundet, og derved i sidste ende være med til at koste langt flere liv end ordningen med grønne opmærksomhedslygter teoretisk set kan redde”, skriver Reddernes Fagforening.
Ét positivt og ét neutralt høringssvar
Det eneste positive høringssvar kommer fra DTL Danske Vognmænd, som skriver:
”DTL – Danske Vognmænd mener, at det vil være en god idé at udvide bekendtgørelsen til, at grøn opmærksomhedslygte kan anvendes under kørsel i forbindelse med livreddende opgaver for både statslige redningstjenester og frivillige livreddende organisationer eller ordninger, der fremgår af bilag 1, eller som er godkendt af Færdselsstyrelsen. Vi anser det for at være en god ide, så det er lettere for lastbilchauffører og andre trafikanter at skelne mellem, om det blot er en trafikant, der er lidt stresset i trafikken eller det er en frivillig livredder, der er på vej ud til en livsvigtig indsats med sit grønne blink aktiveret på taget af personbilen”.
Herudover har Danske Speditører afgivet et mere neutralt høringssvar:
”Danske Speditører ser positivt på initiativer, der kan bidrage til hurtig og sikker gennemførelse af livreddende transporter. Udvidelsen af anvendelsesområdet for grønne opmærksomhedslygter til godkendte statslige redningstjenester kan i konkrete tilfælde skabe klarere visuelle signaler i trafikken og dermed potentielt øge sikkerheden for alle trafikanter – herunder tunge lastbiler og erhvervskøretøjer, der ofte har begrænset manøvredygtighed og udsyn. Det er dog væsentligt, at:
- formålet med og anvendelsen af grønne opmærksomhedslygter er klart afgrænset i forhold til de eksisterende regler for blå og gule lys m.v., så der ikke opstår forvirring blandt trafikanter og erhvervschauffører om tilladelser og prioritet i trafikken.
- kommunikation og implementering sker med tydelig information til transportbranchen, således at chauffører, dispatcher-afdelinger og planlæggere er bekendt med både hvem der må anvende lygterne og under hvilke omstændigheder.”