Tre måneders fængsel og udvisning for vold mod ambulanceredder

Det kom til at koste en 26-årig litauer en dom på tre måneders fængsel samt en udvisning fra Danmark med indrejseforbud, at han i september overfaldt en ambulanceredder i Vorbasse. Redderen blev sparket i hovedet to gange og slået i hovedet med en knytnæve. Retten anså det for en skærpende omstændighed, at det var en redder, som blev overfaldet.

Overfaldet skete den 25. september 2012, hvor den 26-årige litauers kollegaer tilkaldte en ambulance, efter at den 26-årige – som var stærkt beruset – havde opført sig underligt. I ambulancens bårerum overfaldt litaueren imidlertid en ambulanceredder, der ifølge Jydske Vestkysten blev sparket i hovedet to gange og slået en gang i hovedet med knytnæve.

Politiet blev tilkaldt, og siden da har den 26-årige siddet varetægtsfængslet, fordi man frygtede, at han ville forlade Danmark inden retsmødet. Og nu er Retten i Kolding så nået frem til, at den 26-årige skal tre måneder i fængsel – og derefter skal udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år. Retten anså det for en skærpende omstændighed, at overfaldet var sket på en ambulanceredder.

Annonce