Brandvæsen

Tiltalt for ulovlig udrykningskørsel

Et firma fra Trekantsområdet er blevet tiltalt for ulovlig udrykningskørsel, efter at firmaets direktør i maj sidste år ifølge anklagemyndigheden kørte med blå blink til en opgave, hvor en lastvogn var havareret. Direktøren kørte med en gennemsnitsfart på 145 kilometer i timen, men trods udsagn fra to vidner nægtede han i retten i dag at have kørt med udrykning.

Google Maps
Brandvæsen

Medarbejdere retter usædvanlig hård kritik mod beredskabschef

Ved et møde før sommerferien præsenterede tillidsfolkene ved Rudersdal Hørsholm Brandvæsen beredskabschef Jesper Djurhuus for 24 kritiske spørgsmål, som tillidsfolkene havde modtaget fra de ansatte i det nordsjællandske brandvæsen. Og kritikken fra medarbejderne er usædvanlig hård og uforsonlig. Brandfolkene beskylder således beredskabschefen for embedsmisbrug i forbindelse med udførelse af private håndværkeropgaver, for at sælge sin private bil til brandvæsenet via en bilforhandler, for at anvende brandfolk til private kørselsopgaver og for at tage køretøjer ud af beredskabet for at bruge dem til mødekørsel. 

Brandvæsen

Tage med solceller kan være farlige for brandfolk

Når det brænder, kan solceller på hustage udgøre en alvorlig fare for brandfolk. Det siger professor Bernd-Jürgen Vorath, tysk ekspert i sikkerhedsteknik ved universitetet i Göttingen. “Paradoksalt nok består problemet i panelernes høje kvalitet. De er i reglen ekstremt varmeresistente og holder formen, selv når det brænder i loftsrum lige under dem”, siger Bernd-Jürgen Vorath. Det betyder, at de sjældent falder ned, men i stedet spærrer vejen, så brandfolk har svært ved at nå ilden udefra. Men brandfolkene risikere også at få stød.

Brandvæsen

Borgmester og beredskabschef kritiserer beslutning om at redde brandværn

Tidligere på måneden besluttede et snævert flertal i beredskabskommissionen i Aabenraa Kommune, at der ikke som planlagt skulle lukkes otte af de frivillige brandværn i kommunen. Men den beslutning møder nu hård kritik fra både borgmester Tove Larsen (S) og beredskabschef Preben Christensen, der mener, at de frivillige brandværns overlevelse er fagligt uforsvarlig og udgør en sikkerhedsfare for kommunens borgere.

Brandvæsen

Beredskabsstyrelsen: Brandvæsener har ansvaret for redningsopgaver i søer og havne

Spørgsmålet om, hvem der egentlig har ansvaret, når der udføres redningsopgaver i søer, moser, åer og havne, har gennem længere tid givet anledning til tvivl. Men efter drøftelser mellem forskellige statslige og kommunale myndigheder slår Beredskabsstyrelsen imidlertid fast, at det er brandvæsenerne, som har ansvaret for denne type redningsopgaver – medmindre der er tale om bjergning af druknede personer, for så er det en politiopgave.

Brandvæsen

Tre brandfolk røgforgiftet ved brand på brandstation

En brand hos Skodborg Frivillige Brandværn i Sønderjylland kunne hurtigt slukkes, men tre brandfolk blev hentet i ambulancer på grund af mistanke om røgforgiftning. Branden opstod i vagtstuen hos brandværnet, og kunne hurtigt bringes under kontrol, men tre brandfolk, der opholdt sig i lokalet, måtte en tur på skadestuen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Brandårsagen kendes endnu ikke, men mistanken er rettet mod en defekt kaffemaskine.

Brandvæsen

Danmarks mest uheldige brandvæsen?

For små tre måneder siden blev en autosprøjte fra Vilsbæk Frivillige Brandværn knust mod et vejtræ lidt syd for Aabenraa. Uheldet skete, mens brandfolkene var på vej hjem fra en opgave, men de slap heldigvis med knubs. Onsdag gik det så ud over brandkaptajnens hus i Vilsbæk by, som brød i brand, mens brandkaptajnen var på indkøb. Flere rum i huset udbrændte, ligesom hele tagkonstruktionen er brændt. Det får den lokale TV-station til at kåre Vilsbæk Frivillige Brandværn til landets uheldigste brandvæsen.

Brandvæsen

Vagtcentral bliver Falck-station i Brønderslev

Brønderslevs Falck-station flytter ifølge planen til Sdr. Omfartsvej til jul. Det oplyser regionsdirektør Diana Sørensen fra Falcks Region Nord. “Vi håber på at kunne fremskynde processen så meget, at vi kan flytte ind lige før juletid i år. Der ligger nu tegninger klar for den nye station på Sdr. Omfartsvej. Og medarbejderne har været inde over og godkendt planen – nu skal vi have hentet tilbud hjem på byggeriet”, siger Diana Sørensen.

Google Maps
Brandvæsen

Brandfolk i oprør efter trusler om vold mod tillidsmand

Voldstrusler, chikane og en ledelse, der er for lang tid om at handle. Det er det billede, som en række brandfolk tegner af det fælleskommunale Rudersdal Hørsholm Brandvæsen. Brandfolkene er røget helt op på barrikaderne efter at tillidsmanden for de fastansatte brandfolk er blevet truet med “smæk” af en kollega. “Det er vores tillidsmand, og han skal beskyttes af vores ledelse, men vores beredskabschef gør intet. Først da vi drager vores fagforbund, FOA, ind i sagen, bliver der reageret”, fortæller en brandmand, der ønsker at være anonym. En tilfredshedsundersøgelse har vist, at kun 6% af brandfolkene i Rudersdal Hørsholm Brandvæsen mener, at deres ledelse er god til at løse konflikter.

Brandvæsen

Fører af forulykket autosprøjte havde ikke stort kørekort

Mandagens voldsomme ulykke, hvor en autosprøjte fra Vilsbæk Frivillige Brandværn blev smadret mod et træ, har vist sig også at være en illustration af de frivillige brandværns rekrutteringsproblemer. Føreren af autosprøjten havde nemlig ikke stort kørekort, og derfor er han nu blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Da alarmen gik, mødte der kun én brandmand med stort kørekort, og han bemandede et andet køretøj, mens brandmanden uden kørekort blev fører af autosprøjten – og på vej hjem fra udrykningen gik det altså galt, og det tunge køretøj forulykkede.