Præhospital

Akutbilslæger: Vi bliver brugt for meget

Mens de sjællandske læger synes, at de bliver brugt for lidt i det præhospitale beredskab, så har lægerne i Vestjylland det stik modsatte problem: De synes, at de bliver brugt for meget. De vestjyske læger arbejder på sygehusene i Holstebro og Herning, når de ikke er på udrykning, men siden 1. februar har de haft mindre tid på sygehusene, fordi AMK-vagtcentralen kalder dem ud tre gange så ofte som tidligere. Da der også afsendes ambulance og en akutbil med sygeplejerske, er konsekvensen, at der ofte møder 6-7 redningsfolk frem hos patienten.

Præhospital

Ambulance påkørt og væltet af varevogn

En ambulance, der kørte med udrykning, blev onsdag middag påkørt af en varevogn i Haderslev. Ulykken skete i et kryds, hvor ambulancen kørte frem for rødt. Føreren af en varevogn overså imidlertid ambulancen, muligvis fordi en lastbil blokerede for hans udsyn. Varevognen påkørte derefter ambulancens bagende, hvorved ambulancen væltede om på siden. Der skete ikke alvorlig personskade.

Præhospital

Norge: Vagtskifte under udrykning – men ikke grundlag for fyring

Det var i strid med lovgivningen, da ambulancetjenesten i Oslo fyrede en paramediciner, efter at han under en akut udrykning til et slagtilfælde kørte til ambulancestationen for at gennemføre et vagtskifte. Selv om vagtskiftet forsinkede hjælpen til patienten, var det det ifølge byretten i Oslo ikke tilstrækkeligt klart for paramedicineren, at AMK-vagtcentralen havde afvist ønsket om et vagtskifte inden udrykningen gennemførtes, ligesom arbejdsgiveren begik en række fejl i behandlingen af sagen.

Præhospital

Forvirring om akutlægehelikopteres effekt

Redder en akutlægehelikopter stribevis af liv? Eller er der tværtimod ikke nogen målbar effekt? Spørgsmålet er blevet mere åbent, efter at det er kommet frem, at forskerne bag en ny evalueringsrapport så sent som en måned før rapportens offentliggørelse mente, at lægehelikopteren i Ringsted ikke havde reduceret dødeligheden, mens de i den endelige rapport konkluderer, at helikopteren har medført en markant lavere dødelighed. Men Trygfonden, der har finansieret såvel helikopteren som evalueringen, betegner kritikken af evalueringsrapporten som fejlbehæftet, og fonden mener, at kritikken er led i en politisk agenda og har til formål at skabe negativ omtale af akutlægehelikopterens virke.

Præhospital

Rapports konklusion om lægehelikopter blev ændret fra negativ til positiv

I januar præsenterede Dansk Sundhedsinstitut den længe ventede evaluering af Danmarks første lægehelikopter, og selv om den samlede konklusion kun var en lunken anbefaling af lægehelikopterordninger, så konkluderede forskerne bag rapporten dog meget klart, at brugen af lægehelikopteren i Region Hovedstaden og Region Sjælland havde resulteret i en markant lavere dødelighed for især traumepatienter. Men nu viser det sig, at den oprindelige udgave af evalueringsrapporten faktisk indeholdt den stik modsatte konklusion, nemlig at akutlægehelikopteren ikke havde givet nogen mærkbar reduktion i patienternes dødelighed.

Præhospital

Ønsker samarbejde med region om nødbehandlerbil i Hundested

Siden 2006 har Hundested haft en nødbehandlerbil, som bemandes af de lokale brandfolk. Men selv om det præhospitale beredskab er regionens ansvar, er det Halsnæs Kommune, der betaler de ca. 650.000 kr., som nødbehandlerbilen koster om året. Kommunen havde forventet, at halvdelen af udgifterne fra 2011 og frem ville blive dækket af den statslige akutpulje, men kommunen fik afslag, og nu vil man så i stedet have en samarbejdsaftale med Region Hovedstaden. Hidtil har regionen dog ikke reageret på kommunens henvendelser.

Præhospital

Redningshelikoptere trænede farlige snelandinger

De seneste to vintre med meget sne har givet piloterne på Forsvarets redningshelikoptere en ny udfordring at forholde sig til. Landing i høj sne pisker nemlig så meget sne op, at piloterne kan miste orienteringen. Situationen minder lidt om at lande i sand – noget, som faktisk har kostet det britiske Royal Airforce to styrtede helikoptere i Afghanistan. Det er baggrunden for, at Eskadrille 722 for nylig trænede snelandinger i Norge.

Præhospital

Sjællandske læger fremlægger tre nye cases

Lægerne i Region Sjælland fortsætter med at fremlægge cases, hvor de mener, at Region Sjællands nye struktur i det præhospitale beredskab har medført, at patienterne har fået en dårligere behandling. De seneste tre cases handler om situationer, hvor lægerne mener, at manglen på akutlægebiler har resulteret i fatale forsinkelser, fordi en akutlæge ville kunne have sikret, at den korrekte behandling var startet tidligere.

Foto: Rigspolitiet
Præhospital

Tumult efter trafikulykke

Politi- og ambulancefolk fik en ekstra udfordring, da de søndag eftermiddag rykkede ud til en trafikulykke ved Skødstrup. Her var en 42-årig bilist blevet alvorligt kvæstet, da han efter at have overset sin ubetingede vigepligt kolliderede med en anden bil. Men kort efter ulykken mødte 15 pårørende frem på ulykkesstedet, og politiet var nødt til at bruge peberspray for at holde dem på behørig afstand af redningsfolkene.

Præhospital

Lægehelikopter får næppe flere landingspladser

I Nord- og Midtjylland er der i alt blevet etableret ni landingspladser til brug for akutlægehelikopteren i Karup. Men selv om der lokalt i Region Midtjylland er ønske om at få etableret flere landingspladser, så vil det formentlig ikke ske. For dels vurderer regionen, at man i dag har et rimeligt godt net af landingspladser, dels er det relativt dyrt at etablere en landingsplads. Den dyreste af de nuværende ni pladser kostede således 1 mio. kr., mens den billigste kostede 550.000 kr.