Region er klar til at overtage redderes krav mod konkursbo

Efter at Lønmodtagernes Garantifond har meddelt, at fonden ikke vil dække reddernes krav mod BIOS’ konkursbo, står Region Syddanmark tilbage med en betydelig regning, da regionen har garanteret, at redderne får deres tilgodehavender. Som led i den garanti tilbyder regionen nu at overtage de enkelte redderes krav mod konkursboet – og udbetale kravene til redderne.

Da BIOS gik konkurs, meddelte Region Syddanmark, at regionen garanterede for reddernes tilgodehavender hos BIOS, der nu officielt hedder ”BIOS Ambulance Services Danmark A/S under konkurs”. Dengang var det imidlertid forventningen, at Lønmodtagernes Garantifond ville dække den tilgodehavende løn for juli.

Omstændighederne omkring konkursen og Region Syddanmarks hjemtagning af ambulancekørslen har imidlertid medført, at Lønmodtagernes Garantifond ikke vil dække reddernes tilgodehavende. Garantifonden mener nemlig, at der allerede inden konkursen var truffet beslutning om en hjemtagning, og at regionen havde kommunikeret det direkte til redderne. Dermed var der reelt sket en virksomhedsoverdragelse – og så er regionen som ny ejer også indtrådt i alle aftaler om løn og ansættelsesvilkår for medarbejderne.

Tilgodehavender på 53 mio. kr.

Region Syddanmark har nu meddelt, at regionen er indstillet på at overtage reddernes krav mod BIOS’ konkursbo. I praksis vil det komme til at foregå ved, at redderne indsender dokumentation for deres krav (f.eks. i form af lønsedler). Regionen vil så udbetale tilgodehavendet til redderne og selv overtage kravet mod konkursboet. Fra udbetalingen vil regionen trække det acontobeløb, som redderne fik udbetalt i stedet for juli-lønnen.

Det er tidligere vurderet, at redderne har ca. 53 mio. kr. tilgode hos konkursboet. Hvis regionen ender med at overtage hele dette tilgodehavende, vil størstedelen af pengene formentlig være tabt. Indtil videre er der nemlig ikke noget, som tyder på, at der i konkursboet vil være aktiver til at dække bare en brøkdel af passiverne.

Annonce