Beredskabschef stopper – skal være politibetjent

Louise Lyng Bojesen

Efter 24 år i Bornholms Regionskommune skifter Louise Lyng Bojesen nu karrierespor. Hun stopper som kommunens beredskabschef og centerchef for Miljø, Plan og Kultur ved udgangen af oktober. Derefter begynder hun på Politiskolen i Brøndby, hvor hun skal uddanne sig til politibetjent.

Bornholms beredskabschef, Louise Lyng Bojesen, forlader Bornholms Regionskommune for at begynde på en helt ny karriere. Den 51-årige centerchef har sagt sin stilling op med udgangen af oktober 2026 og begynder 2. november 2026 på uddannelsen til politibetjent på Politiskolen i Brøndby.

Dermed slutter en 24 år lang karriere i Bornholms Regionskommune. Louise Lyng Bojesen har gennem årene haft flere forskellige ledende funktioner og har blandt andet været faglig koordinator og afdelingschef. Senest har hun både været kommunens beredskabschef og centerchef for Miljø, Plan og Kultur.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for mange gode oplevelser, samarbejder, glæder og udfordringer. Jeg har været glad for min tid i Bornholms Regionskommune og på Bornholm, som altid vil stå mit hjerte nært. Nu begynder et nyt kapitel i mit liv, som jeg glæder mig meget til. Jeg starter på uddannelsen til politibetjent på Politiskolen i Brøndby den 2. november i år”, siger Louise Lyng Bojesen.

Kommunen skal finde en afløser

Louise Lyng Bojesen fortsætter i sin nuværende stilling frem til udgangen af oktober. Bornholms Regionskommune vil hurtigst muligt gå i gang med at finde hendes afløser.

”På vegne af mine forgængere og chefgruppen vil jeg takke Louise for hendes store indsats gennem årene i Bornholms Regionskommune. Hun har sat væsentlige og vigtige spor i organisationen både i kraft af hendes faglighed og store engagement. Jeg ønsker Louise alt det bedste og er glad for at vide, at det danske politi fremover vil få gavn og glæde af Louise”, siger Lisbeth Røgind, der er teknisk direktør i Bornholms Regionskommune.

Annonce